*** TILBAKE TIL INNHOLDSFORTEGNELSEN

*** TIL STARTSIDEN

BREV FRA KIM

Av Leif Wærenskjold

Det var engang en ung dansk kvinne som var gift og bosatt i Canada. Hun bodde på en gård i et veldig skogsområde, ikke langt fra Fort Saskatchewan. En dag forstod den unge konen at hun skulle ha barn, og hun var ikke meget glad for det. Men eftersom barnet vokste, hendte det at det også vokste noe frem i morens følelsesliv. Og efterhvert kretset alle hennes tanker om den fremmede som skulle komme. Hun var overbevist om at det var en gutt, og hun ønsket at han skulle bli god og klok, høy og sterk. Moren følte det som om hun kunne gyde all den idealisme, all den kraft, alt det gode hun hadde i seg, over i barnet - mens hun holdt alt det annet tilbake.
Søndag den 8. juli 1923 ble barnet født. Det var en gutt, og han var frisk og sterk og lot til å trives i denne verden. Han fikk navnet Kim.
Mens foreldrene arbeidet på det nye huset, lå gutten lunt i en høystakk og sov det meste av dagen. Når han var våken, lå han på ryggen og lot himlen speile seg i øyne som var like blå som den.
En dag var gutten forsvunnet. Kurven han pleide å ligge i, stod tom igjen på verandaen. Foreldrene lette efter ham og fant ham et stykke unna, på akeren. Han var slept bort av de to store myndene. De hadde fraktet ham ned verandatrappen, over en stenmark og bort på akeren, antagelig for å leke med ham.
Kim lærte seg tidlig talens bruk, men han utformet et merkelig sprog. Alle de små ordene erstattet han med "OH", men de lange og besværlige ordene lærte han seg raskt og uten vanskelighet.
Da Kim var 3 år, gikk en rasende ko løs på ham, tok gutten på hornene og slynget ham høyt opp i luften. Han slapp uskadd fra flyveturen, men klærne var flenget inn til skinnet.
På denne tid hendte det en dag at han satt og sang så det forstyrret de voksnes samtale. Moren ba ham holde opp, men da svarte gutten:
"Det er ikke Kim som synger, men Kim har slukt en fugl - en sommerfugl - og den synger hele tiden."
Kim fikk en søster, og da han var ni år og søsteren seks, reiste moren tilbake til Danmark med dem. Kim ble sendt på skole, men han ble aldri noen flink elev. Hans første vidnesbyrd, fra oktober 1935, begynner slik: "Kim er en jevnt begavet gutt der ikke er noe avgjort realskole-emne. Det faller ham vanskelig å konsentrere seg, og det drømmende har for stor makt ..."

Efter en mager eksamen ble Kim - som en slags avstraffelse - sendt til en bondegård, og der arbeidet han trutt en tid. Men hans lengsel gikk til et annet element enn den tunge, mørke jorden. Han ville til sjøs og seile.
Endelig ble han opptatt på Rederiet Lauritzens Sømandskole, og der var han til Mars 1941. Da fikk han hyre på en tremastet skonnert. Åtte dage før han skulle seile, traff han en ung pike som het Hanne. De to ble snart klar over at det var de som tilhørte hverandre, men de var bare sytten år gamle, og det var krig, og Kim skulle så langt avsted. Skonnerten seilte til Danzig for å hente kull, og Kim sto i baugen og så efter miner. På frivakten skriver han til Hanne. De første brevene handler om en blodforgiftning fra et sår i benet, om krigsfangenes ynkverdige liv i havnebyen, om hans lengsel efter Hanne - og så er de gjennomtrengt av syttenåringens hvileløse og famlende filosofering:
"Sandheden er ikke det der komplicerer og gør Livet indviklet, nej, Sandheden er det, der forenkler og gør allting ligetil. Kærligheden er en Sandhed, den forenkler alting paa en vidunderlig smuk og naturlig Maade. Løgnen derimod, den gør alting kompliseret og indviklet, den sviner alt smukt og rent til paa en farlig lumsk og snigende Maade. Ingen mærker, at den er trængt ind, langsomt, men sikkert nedbryder den alt det, som Sandheden og Kærligheden havde bygget op, den piller de smaa Sten ud af Fundamentet, som udgjorde Helheden ..."
Blodforgiftningen ble stadig verre, legen satt ved sengen og tok pulsen gang på gang. Såret ble åpnet igjen og verken presset ut. Det gjorde vondt, men Kim befant seg langt borte i en feberverden og opplevde for første gang hva det vil si å "sætte hele sin Vilje ind på at sætte sig ud over de rent fysiske Lidelser." Kim har beskrevet krisenatten i et brev til Hanne, og her preger han en merkelig setning: "- man burde tvinge sig "ned" til at blive saa stor en Personlighed, at man var i Stand til at tænke og leve saadan".
Kim kommer gjennom krisen. Han blir beordret til å ta nattevakten da han foreløbig ikke kan utføre noe tyngre arbeid. Natt efter natt sitter han på dekket av en forhistorisk skonnert, på kanten av krigen, ser undervandsbåter komme og gå på deres mørke ferder, hører fly som tordner over havnen.
Kim skriver brev: "Jeg har i Modsætning til saa mange andre faaet det ud af Livet, at Arbeidet ikke skal være Maalet, men Midlet til at udvikle og forme sin Personlighed. Jeg tror paa, at de aandelige og følelsemæssige Værdier er langt vigtigere end de rent materielle Goder, man kan vinde her i Livet . . ."
Skonnerten kommer seg endelig ut av Danzigs havn i begynnelsen av juni. Den seiler forbi minesperringer, anløper Vejle i Danmark og setter så kurs for Finland. Der kommer den midt opp i russernes bombeherjinger av havner, sagbruk og industrianlegg. Det hender at mannskapet 6 - 7 ganger på natten må purres og jages iland når bombeflyene kommer.
Kim skriver hjem om de knappe matrasjoner, om verkefingre og bylder. Han beskriver sine kamerater ombord, møtet med det finske folk, sine stadige streifturer iland som for hver gang åpenbarer noe nytt:
"En Aften stod vi og ventede paa Rutebilen. Den er mørkelagt saa intet Lys kan ses. Inden Vognen endnu er standset, springer Døren op, og ned springer en eller anden nydelig ung Pige i Uniform. Man faar lige et Glimt ind i Vognen og ser de mange forskellige Ansigter - haarde Soldater, en Kvinde med Barn paa Armen og alle med dette lidt sløve, fjerne Udtrykk, som nu engang er Passagerer egent. Jeg husker især en ung Fyr - han saa ikke ud til at være mere end sytten Aar - med store Støvler, Uniform og den evindelige skarpladte Rifle mellem Knæerne - det var nu ikke det, der gjorde saadan et lndtryk paa mig, men en dyb, hivende Hoste. Jeg saa ham kun de Sekunder, Vognen holdt - men alligevel, den Hoste, hans Udtryk, det tog mig saa underlig fangen. Dette Glimt af en Menneskeskæbne. Saa slukkedes Lyset, samtidig med at Vognen satte i Gang. Det sidste man saa, var den unge Pige, da hun stod paa Trinbrædtet og stirrede tilbage paa os. Saa forsvandt ogsaa hun, samtidig med at Vognen drejede om Hjørnet med et sidste Brøl fra Udblæsningen. I samme nu den er forsvundet bag Klipperne, er det, som om man vaagner, som om man pludselig er sat tilbage til det Øjeblik, inden Bilen kom. Alt er det samme - man hører langt borte en Kobjælde, inde fra et af Husene hører man et Barn græde, alt er stille og fredeligt, og imens brøler en lille Samling Menneskeskæbner ud ad Landevejen, uden at jeg er i Stand til at blive delagtig i mere end en hivende Hoste. Jeg føler mig saa underlig stille i Sjælen ..."
Skonnerten blir beordret til Helsingfors. Den passerer drivminer, og kommer "midt opp i krigen". Men Kim kan ikke skrive om det. Brevene blir sensurert, og han kan bare forsikre at han og alle ombord lever og har det forholdsvis bra.

Endelig - i januar 1942 - møtes Kim og Hanne igjen. Han forteller om møtet i et brev til tanten: "Selve Gensynet paa Stationen forløb paa en noget anden Maade, end jeg havde tænkt. Det var langt mindre voldsomt, end man kunde have tænkt sig. Men paa samme Tid uendelig langt mere bevæget ..."
Den 1. august 1943 - efter å ha gjennomgått et studenterkurs - går Kim tilsjøss igjen, denne gang ombord på tremasteren "Erna av Marstal" - som lettmatros. Han er nu nitten år - og han gjør seg for første gang kjetterske tanker om "det frie sjømannsliv": "En Gang i Dag følte jeg, at dette Liv vilde jeg ikke bryde mig om fortsat at leve . . . jeg føler pludselig Længsel efter at have lige saa stor Frihed til at læse, som i de Dage inden jeg rejste herned ..."

Kim føler seg ikke lenger som en av de andre. Hans gutteaktige beundring for de enkle og på mange måter storartede skipskamerater er forvandlet til distansert anerkjennelse. Han skriver til Hanne: "Ser du, jeg har i flere Aar, ja hele mit Liv, følt mig som noget særligt, som en Ener ..."
Kim er sent utviklet. Det drømmende har for stor makt, het det om ham da han gikk på skolen. Men han merker nu at "han brydes om, som av en stor Bølge". Han er ikke lenger svermer. Han er iakttager, men synsfeltet er både bredt og dypt:
"Jeg stod og iagttog en Sten, som laa en lille Smule under Overfladen - saa, hvordan Søen langsomt rejste sig paa Bagbenene for derefter at falde ned over den paa en morsom legende og fjantet Maade - og pludselig forstod jeg Leonardos Tegninger. De stod saa levende for mig. Aldrig før har jeg rigtig forstaaet hans Tegninger av bølger ..."
Han iakttar også menneskene: "Jeg studerede dem - den gamle og den unge. Der var noget ved den gamles Ansigt. De mange fine Rynker, der virkede som en Ramme om de kloge, blaa og rolige Øjne, og for første gang forstod jeg Forskellen paa Alderdom og Ungdom, og jeg følte lidt af den Afstand, der ligger mellem dem . . . Disse gamle, kloge, som naar man staar Ansigt til Ansigt med dem, kan faa en til at føle deres Indsigt og Styrke. Men naar man saa ser dem gaa - stive og krogede - gribes man av en sælsom Kærlighed til dem, men samtidig retter man sig lidt og føler et lille Stik av Selvbevidst-hed, for man er jo heldigvis ung og stærk."

Da skonnerten lå i Rønne, gikk Kim iland for å se den kirke hvor hans farfar hadde vært prest. Han beså kirken, hilste på den prest som nettopp hadde holdt gudstjeneste, og spurte efter prestegården. Den var nedbrent, men han fikk vite at der ennu levet en gammel kone, Martine Mortensen, som ville bli glad for å hilse på en sønnesønn av gamlepresten - Kim forteller:
"En lille Skrædderenke, som havde passerte de 80 Aar. Hun levede saa stille og saa blidt for sin Gud, sine Medmennesker og sine Minder. Goddag, og jeg er sluttet inde i denne Verden fra svundne Tider. Hun ler hele Tiden, medens hun skynder sig at rydde af Bordet. Hun ler, som kun gamle og Børn kan le, saa stille og saa usigelig blidt. Hun har allerede grebet mig om Hjertet. Hun fortæller, hun falder lidt i Tanker, og saa ler hun igen, og saadan i eet væk.
Naar hun ler, er hun Barnet og Kærligheden - naar hun er tænksom, ser jeg Erfaringen og Lidelsen i hver eneste af de mange Tusinde smaa Rynker. Hun fortæller om Farfar og Farmor, om hvordan han sled sig op for sine Medmen- nesker, hvordan det havde været svært for Farmor at se ham ødelægge sig selv, men at hun ikke vilde bremse ham i hans Livsgerning. Jeg ser den unge, smukke Præstefrue med sine ni smaa Børn og de fattige indtægter kæmpe for at faa det hele til at gaa rundt. En høj og smuk Præst, som evindelig beder Alverden med hjem at spise, og som altid arbejder, ofte slet ikke spiser, saa optaget som han er - og stadig denne stærke, lille Kone i Ryggen, som nok sørger lidt i det stille over, at Manden har saa lidt Tid til andet end sit Arbejde, men alligevel altid hjælpende og støttende.
"Deres Farfar var en Mand, som optog mange smaa indtryk og gav de store fra sig". Jeg blev saa glad ved at høre hvor stærke Ord hun kunde bruge. Saa fortalte hun om sig selv, og hendes Ansigt lyste af Glaede og Stolthed, da hun sagde: "Min Mand og jeg vi har aldrig ødelagt noget, vi har altid levet i Nøjsomhed og Sparsommelighed". Og hendes Ansigt blev alvorligt, nesten lidt trist, da hun tilføjede: "Ja, vi maatte spare paa Maden og paa Tøjet for at faa det til at gaa rundt."
… Hun fortalte, hvad Farfar havde sagt, da hun og hennes tilkommende Mand var kommet op for at faa Papirene i Orden til Bryllupet (Manden var døv), at det maatte ikke være saa nemt, naar den ene var døv. De havde begge set ned i Gulvet, men saa havde han løftet Hovedet, set paa hende og sagt: "Ja men vi kan saa godt lide hinanden." Saa havde Præsten smilet og sagt, at saa maatte det ogsaa gaa godt ...

Pludselig foldede hun Hænderne og begyndte at bede af hele sit Hjertes inderlighed. Bad for vort elskede Danmark, bad for de danske Sømænd, bad for mine og bad for mig. Da hun var færdig og saa op paa mig med sine gamle Øjne, sagde hun: "Det er saa fattigt, men jeg vilde gøre noget for Dem".
Da jeg gik, trykkede hun min Haand saa haardt, at jeg var forbløffet, og vilde næsten ikke slippe den. Døren bandt, men hun greb i den og rykkede til, saa jeg var bange for, at hun skulle rykke sig af Led, men det lod til, at hun var vant til det.

Da jeg kom ud paa Vejen og gik mod Stationen, tænkte jeg paa hende. Jeg var saa bevæget, som jeg kun sjældent har været før. Jeg tænkte paa det lille Juletræ, der endnu stod i hendes Stue, og jeg vidste, at hun med det lille Træ prøvede at holde lidt igen paa Tiden, der ubarmhjertigt fører hende frem mod Døden. Jeg følte, at hvert Minut skal leves, som om det er det første og det sidste. Vi unge er nær det evige uden at ane det. Livet er en evig Afsked: de unge lever trygt, trygge ved den dybe Følelse af, at de har hele Livet for sig."
I april 1944 lå skonnerten i frihavnen ved Stettin. Her opplevde Kim de tyske vakters råhet og hjerteløshet mot de fangne russere, polakker og franskmenn. Kim var ikke i tvil om hvor hans hjerte var. Han tilbragte fritiden blandt fangene. Han følte seg som en av dem, og han noterer: "At sidde i et stort Rum i en Ruin omgivet av et halvhundrede Polakker, og mellem dem et Ansigt, man straks faa Svaghed for. Vi taler om Jesus, om Sokrates, om Tyskere og om Russere... At se paa Afstraffelse av Russere med en meterlang Jernstang ..."
Den 9. september 1944 skriver den tyveårige Kim: "Man er nu ved at kunne se Enden paa det hele, og det faar en til at se tilbage paa de Aar, som er gaaet. Og noget stikker til mig. Har jeg naaet, hvad jeg kunde, har jeg ikke spildt denne glødende Tid? Jeg har oplevet meget, og dette bærer mig fremad hurtigere, end jeg ellers nogensinde vilde komme ..." Fjorten dager senere gikk Kim iland i Danmark. Han kunne ikke lenger bare iaktta. Han ville handle: "Det stærkeste af alt, hvad der eksisterer paa Jorden, er Sandheden. Jeg maerker, at den er ved at flyde ud i hele mit Væsen ..." "I alle de Aar, der er gaaet, har jeg set paa Verden med drømmende Øjne, og altid har det været et eget Skær over den for mig. Ja, ofte saa jeg den slet ikke, men kun mine små Drømme. Jeg lagde mig hver Aften til at sove med et Smil om Munden og et Smil i Hjertet... Nu lægger jeg mig til at sove med Alvor i Sindet og sover en rolig, tung Søvn. Naar jeg vaagner, er det ikke, fordi jeg ikke kan sove længere, men fordi nogen i min Underbevidsthed minder mig om, at der er et Arbejde jeg skal gøre ..."

Den 19. desember ble Kim tatt av Gestapo i en leilighet i Classensgade sammen med to kamerater. Han var ubevæpnet og hadde sine egne papirer på seg.
En måned senere skriver Kim i et brev til Hanne (brevet ble smuglet ut av fengselet): "Jeg har altid levet med Følelsen af, at alt, hvad der hændte, har sin egen Mening, at hele denne Kæde af Begivenheder, skulde føre mig lige frem til noget bestemt ... indtil i Dag maa man jo sige, at jeg har været heldig med at komme til at leve en Tilværelse med mange Omskiftelser og et Væld av nye lndtryk. Det er herligt at leve, hvad det er at dø, ved jeg slet ikke endnu, men jeg føler det, som om det maa være noget af det mest storslaaede i ens Liv ..."

Blant Kims kolleger i det illegale arbeide var det en forræder. En Judas. Efter at angiveren hadde plapret ut til Gestapo med alt han visste, og mere til, tok Kims sak en annen og farligere vending. Strømmens hastighet øket mot fallet. De forholdsvis pyntelige forhør var slutt. Kim ble underkastet tortur.
Ved opprydninger i Vestre Fængsel efter kapitulasjonen, fant man et brev til Kim. På baksiden av dette har Kim skrevet ned sine tanker efter torturen, sikkert for å frigjøre seg fra nervepresset, og uten tanke på at noen skulle komme til å lese det han skrev:
"… Jeg har siden tænkt over det mærkelige, der egentlig er sket med mig.
Lige bagefter følte jeg en ubeskrivelig Lettelse, en jublende Sejersrus, en Glæde saa urimelig, at jeg følte mig lamslaaet. Det var, som om Sjælen helt havde gjort sig fri af Legemet, som om disse to boltrede sig som frie Væsener, den ene i en fuldkommen frigjort overjordisk Rus, den anden væltede sig rundt i den mest jordbundne, lidenskabsløse Krampe. Jeg forstod pludselig, hvor fantastisk stærk jeg er (maaske det sidste for at stimulere mig selv). Da Sjælen igen kom tilbage til Legemet, var det, som al Verdens Jubel var samlet, men det gik som med saa mange Nydelsesmidler, da Rusen var over, kom Reaktionen. Jeg opdagede, at jeg rystede paa Haanden, der var noget spændt i mig, det var, som om et Element i Hjerterødderne var kortsluttet og nu hurtigt afladede sig. Jeg var som den nydelsessyge, der hentæres af Længsel. Og dog var jeg saa rolig og mit Sind langt stærkere end nogen Sinde før. Alligevel, uden at jeg er bange, uden at jeg viger tilbage, banker mit Hjerte hurtigere, hver Gang der er en, der standser udenfor min Dør. Det maa være noget rent fysisk, selv om det jo saa afgjort er et Sanseindtryk, der foraarsager det.
Det slog mig allerede lige bagefter, hvor jeg nu forstaar noget nyt af Jesus-skikkelsen. Det er Ventetiden, der er Prøven. Jeg forsikrer for, at faa drevet et Par Nagler gennem Hænderne, at dø paa et Kors, er intet udover noget rent mekanisk, der sætter ens Aand i en Sanserus, der ikke kan sammenlignes med noget andet. Men Ventetiden i Haven, den drypper af rødt Blod. Endnu en mærkelig Ting. Jeg følte overhovedet intet Had. Min Krop skete der noget, det var kun en Drengs Krop, og den reagerede som saadan, men min Aand var optaget av noget helt andet, den saa nok de smaa Væsener, der var sammen med mit Legeme men den var alt for fyldt af sig selv til at fæstne sig nærmere ved
dem …"

Kim ble flyttet rundt fra celle til celle og fra det ene fengsel til det annet. Og så en dag, den 4. mars sitter han og skriver to brev, et til Hanne og et til moren. Han er stillet for krigsrett og dømt til døden, 21 år gammel, og nu sier han farvel:
"Jeg har vandret ad en Vej, som jeg ikke har fortrudt, jeg har aldrig svigtet, hva der i mit Hjerte stod, og jeg synes nu, at jeg kan se en Sammenhæng. Jeg er ikke gammel, jeg burde ikke dø. Og dog synes det mig saa naturlig, saa ligetil. Det er kun den bratte Maade, der afskrækker os i første Nu. Tiden er kort, jeg kan ikke rigtig forklare det, men mit Sind er fuldkommen rolig. Jeg vilde gerne være en Sokrates, men Publikum manglede…"
Den 6. april 1945 ble fire danske frihetskjempere skutt. Det var Grev Ludvig Alfred Otto Reventlow, Jørgen Fredrik Winther, Peter Fyhn og Kim Malthe Bruun.
Henrettelsen skjedde ved soloppgang.





TIL TOPPEN AV SIDEN