*** TILBAKE TIL INNHOLDSFORTEGNELSEN

*** TIL STARTSIDEN

FINDES DER EN
FORUDSÆTNINGSFRI ERKENDELSE?
En aktuel betragtning i anledning af hundreåret
for Rudolf Steiners doktorafhandling

Av Oskar Borgman Hansen

I Rudolf Steiners første værk, "Grundlinien einer Erkenntnistheorie" fra 1886 afsluttes det lange kapitel om videnskaben med følgende sætning: "Den skikkelse af virkeligheden, som mennesket udkaster i videnskapen, er dens sidste og sande skikkelse." Denne sætning kan være vanskelig nok at begribe i den sammenhæng, den står i i værket, og set med nutidens øjne bliver vanskelighederne ikke mindre. Videnskabelige teorier kommer og går, omtrent som damemoder fra Paris. Det er klart, at Rudolf Steiner med videnskabens skikkelse af virkeligheden ikke kan tænke på en hvilken som helst forbigående teoretisk dannelse, men at han tænker på videnskaben som sådan. Men det kan være vanskeligt at have denne tillid til "videnskaben som sådan", når den så ofte ytrer sig tilfældigt for ikke at sige kaotisk i sine resultater.
Når vi ser på opfattelserne af videnskaben i dag, så viser der sig noget paradoksalt. På den ene side er videnskaben, som den lever i sine sociale organisationer, en uhyre magtfaktor i de moderne samfund. På den anden side relativerer videnskabsteoretikerne videnskabens resultater og fremhæver i en uendelig mangfoldighed af variationer, at sandheden som sådan ikke kan findes, at alle resultater er foreløbige, at det f.eks. er en ægte videnskabelig teoris adelsmærke, at den kan gendrives. En af de seneste med stor veltalenhed og megen lærdom fremsatte anskuelser i denne retning er udviklet af den amerikanske filosof Richard Rorty. Han siger selv, at han ikke egentlig vil argumentere for sine synspunkter, men at han forsøger at gøre dem tiltrækkende, "attractive". Og da verden er "out there", og da teorier er noget, vi skaber, så er det ikke blot hans teorier, der er mere eller mindre tiltrækkende. "Sandheder" er noget, mennesker skaber, eftersom de skaber det sprog, hvori de formentlige sandheder udtrykkes. Derfor er der ingen målestok for sandheden uden for det skabende menneske. Ved læsningen af denne filosofi kan man føle sig hensat til den græske sofistiks tid, f.eks. til Protagoras med hans "mennesket er alle tings mål". Hvorledes skal vi bringe Rudolf Steiner med hans "virkelighedens sidste og sande skikkelse" i forhold til sådanne nutidige sandhedsnihilistiske anskuelser?
Fem år efter udgivelsen af sit første værk skrev Rudolf Steiner den afhandling, der indbragte ham doktor-titelen fra det gamle universitet i Rostock, Tysklands næstældste, grundlagt 1413. Den filosofiprofessor, der antog afhandlingen, som Rudolf Steiner derefter udgav med bogtitelen "Wahrheit und Wissenschaft", var Heinrich Stein, lidet kendt i dag, selv om hans hovedværk "Sieben Bücher Platonismus" stadig må anses for indeholdende vigtige filosofihistoriske betragtninger og da også er genudgivet i vor tid.
I oktober 1991 kunne man mindes hundredåret for Rudolf Steiners erhvervelse af doktorgraden. Det skete bl.a. i Rostock selv, hvor det Antroposofiske Selskab i det tidligere DDR havde arrangeret en weekendsammenkomst om denne afhandling på selve det universitet, som tildelte ham graden. Heinrich v. Stein udtalte i sin tid, at afhandlingen ikke havde den form, som ellers er den sædvanlige for doktorafhandlinger, men at han ikke desto mindre meget vel kunne antage den. Hvis man i dag beskæftiger sig med den endnu engang i anledningen af jubilæet, kan man komme til den indsigt, at denne afhandling beskæftiger sig med problemer, som burde være aktuelle den dag i dag, og at det dybt må beklages, at den endnu ikke har fået den betydning i vort kulturelle liv, som den fortjener at få, at måske heller ikke Rudolf Steiners elever har forstået at udnytte den principielle viden, som den kan formidle, i tilstrækkelig grad. I det følgende skal der gøres et forsøg på at vise den varige betydning af Rudolf Steiners dissertation.
Hvis vi antager, at filosofien skal være videnskab, dukker spørgsmålet om erkendelsens begyndelse straks op. Videnskabelige erkendelser skal begrundes. I alle fagvidenskaber, fysik, kemi, økonomi o.s.v. forudsættes, at vi har erkendelse. Kan denne forudsætning selv begrundes? I dette spørgsmål ligger problemet om erkendelsens (eller filosofiens) begyndelse. Vi ser hurtigt, at vi kommer ind i næsten uoverstigelige vanskeligheder. For det, der er begrundet, har sin grund i noget andet. Dets sandhed er betinget af præmissernes sandhed. Altså er den første erkendelse, opfattet på denne måde som begrundet, ikke den første. Præmissernes sandhed kan jo drages i tvivl. Den første erkendelse kan derfor ikke være begrundet. Men hvis den ikke er begrundet, må den være vilkårlig. Den kan drages i tvivl. Hvad enten vi altså betragter den såkaldt første erkendelse for begrundet eller for ikke-begrundet, så kan den ikke, have karakter af sikker erkendelse. Da al erkendelse må antages at skulle være afhængig af den første erkendelse, betyder dette, at der ikke findes nogen sikker erkendelse overhovedet.
Ovenstående er en fri gengivelse af det ræsonnement, som nykantianeren Leonard Nelson anstiller for at bevise, at en forudsætningsfri erkendelse ikke kan gives. Og dette, at der ikke kan gives en forudsætningsfri erkendelse anses i dag for noget så sikkert, at der næsten ikke længere gives nogen begrundelse derfor. For dem, der måtte ønske en sådan, står ovenomtalte tankegang til rådighed. Med den in mente kan vi f.eks. se på den engelske analytiske filosofi. For Gilbert Ryle, taget som en ræpresentant for denne retning i filosofien, består den filosofiske undersøgelse af en kortlægning af hverdagssprogets logiske struktur. Selv undersøger han bevidsthedsudtrykkenes logik. Det er givet gennem det sprog, som vi nødvendigvis ikke skaber, men må forudsætte som givet. Filosofien undersøger denne logik. Men den kan også tage sig andre sprogområder til undersøgelsesgenstand. Der er intet område, der har nogen prioritet frem for noget andet. Derfor er der intet i vor erkendelse, der kan gå for at være den første eller grundlæggende er kendelse. Vi har ingen mulighed for at slippe ud af det sprog, som er den givne forudsætning for, at vi over hovedet kan begynde at tale om noget og med hinanden.
Den første sætning i Rudolf Steiners dissertation lyder: "Vor tid lider under en usund Kant-tro." Sætningen rummer ingen kritik af Kant, men af samtidens Kant-tro. 100 år senere gælder stadig det, som Rudolf Steiner sigter til, da han fremfører den nævnte udtalelse, og som han så udvikler straks i begyndelsen af den lille bog, nemlig at man i filosofien går ud fra forudsætninger, hvis sandhed ikke godtgøres. Men Rudolf Steiner rejser for 100 år siden endnu engang spørgsmålet om en forudsætningsfri erkendelse, som har været rejst så ofte tidligere i filosofiens historie. I dag er der næppe nogen, som betragter dette som et spørgsmål, der kan rejses for alvor. Betragtningen af det har kun historisk interesse.
Det stilles allerede af Aristoteles i hans "Metafysik". Han hævder der, at der er en første sandhed, nemlig den, der udtrykkes i modsigelsessætningen: En ting kan ikke samtidigt og i samme henseende både have og ikke have en bestemt egenskab. Et menneske kan ikke samtidigt være rødt og ikke rødt, hvis ikke vi tager ordet i to betydninger. Det kan samtidigt være rødt i betydningen rødhåret og ikke rødt i betydningen politisk venstreorienteret. Til forskellige tider kan det være rødt og ikke rødt i betydningen rødhåret, hvis det f.eks. er rødhåret som ungt og siden mister håret eller bliver hvidhåret. Aristoteles stiller det spørgsmål, om denne første erkendelse kan bevises, besvarer det selv benægtende, men siger dog, at man kan give en slags indirekte bevis for den, et indirekte bevis, som han så udtrykker i meget komplicerede tankegange. Senere tider kommenterer så Aristoteles bl.a. på den måde, at man siger, han ikke skelner mellem formel logik og virkeligheds-erkendeise. Han forudsætter, at noget formelt logisk også skulle have betydning for virkeligheden. Og vi ser: Det er let at gøre gældende, at der altid smyger sig en forudsætning ind i det såkaldt forudsætningsfrie. Men Rudolf Steiner kræver en forudsætningsfri erkendelse og mener i sin filosofi at kunne godtgøre, at en sådan er mulig.
Vi skal, efter Steiner, begynde med det umiddelbart givne verdensbillede, som dette viser sig, før nogen erkendelse sætter ind. Dette verdensbillede foreligger ikke som psykologisk realitet. Men vi kan konstruere det: Det røde, det gule, det grå, som det viser sig for mig i dette øjeblik i de og de former. Hvis jeg siger, at det gule er bordfladen, det røde bordtæppet og det grå skrivemaskinen, så har jeg med disse substantiver allerede givet udtryk for en erkendelse. Kunne det, jeg kalder bordtæppe, ikke være et stykke papir? Men selve oplevelserne kan ikke drages i tvivl. Men jeg må endnu afstå fra at kalde dem bevidsthedsoplevelser eller fra at karakterisere dem som objektive. De er der ret og slet. Når jeg kun karakteriserer det, der er, er der endnu ikke tale om erkendelse, og fejltagelser kan derfor heller ikke komme på tale. Efter dette må jeg fremføre, hvad Steiner kalder et erkendelsesteoretisk postulat. Der må i det umiddelbart givne være noget, som er umiddelbart givet, men som samtidigt fører ud over sig selv og giver erkendelse. Jeg må derfor søge, om noget sådant faktisk kan findes. Det viser sig, at det kan det. Dette er tænkningen. Gennem tænkningen gives det, som Rudolf Steiner med en gammel betegnelse kalder intellektuel anskuelse, anskuelsen af ideer og begreber. At anskuelsen er intellektuel betyder, at vi selv gennem en akt tildeler begreberne og ideerne deres bestemmelse, som dog også er udtryk for det indhold, som de har i seg selv. I denne anskuelse er der erkendelse, og dog er fejltagelse udelukket. "Beskrivelsen af tænkningen er samtidigt videnskaben om tænkningen," hedder det, og som fortsættelse heraf siges, at logikken er en ren erfaringsvidenskab, i hvilken beviser er udelukkede. Ved at stille kravet om en erfaringsvidenskab i den strengeste form kommer Rudolf Steiner til at kunne begrunde en sikker erkendelse. Det er overmåde interessant her at sammenligne ham med andre filosoffer, der har søgt lignende udgangspunkter. Det, Steiner kalder det umiddelbart givne, er meget beslægtet med, hvad de logiske empirister kalder protokolsætninger. I deres strenge krav er disse logiske empirister og Rudolf Steiner meget nær hinanden. Og dog kommer de i det videre forløb til helt forskellige resultater. De logiske empirister mener ikke at kunne betragte tænkningen selv som erfaring. Derfor betragter de den som "subjektiv", uden dog at kunne gøre rede for, hvorledes de kommer til bestemmelsen "subjektiv".
Det næste skridt består i en konstatering af anvendelsen af tænkningen på den del af det umiddelbart givne i verdensbilledet, som ligger ud over tænkningen selv. Rudolf Steiners iagttagelse er her den, at tænkningen ikke bestemmer forholdet mellem forskellige dele af erfaringsverdenen ud fra sig selv. Den afventer, hvad der giver sig ud fra forholdene selv. Naturlove er ikke noget, som "vi" eller tænkningen lægger ind i tingene. De er udtrykket for tingenes egen indre lovmæssighed. Den detaljerede fremstilling af dette forhold finder man i kapitel V i afhandlingen, som vi henviser til for i denne korte fremstilling også at kunne få plads til følgende betragtning:
Det antages ofte, at mennesket i sin erkendelse får et billede af virkelig-heden, at erkendelsen står udenfor virkeligheden på den ene eller den anden måde. Dette ligger jo også i Rortys anskuelse, som vi citerede i begyndelsen, når han taler om virkeligheden "out there" i modsætning til den "sandhed", som vi skaber, og som kun er vores. Der er jo også her tale om forudsætninger, hvis riktighed ikke bliver godtgjort. Rudolf Steiner vil i sin dissertation vise, at vi sikkert nok skaber erkendelse. Men denne er ikke derfor et billede af virkeligheden. Det er den netop ikke. Jeg ved, hvad jeg gør, i erkendelses-akten. At erkende - det er ikke noget, som "sker med mig". Det sker med mig, at jeg bliver sulten, træt, glad. Det "sker ikke med mig", at jeg "kommer til" at tænke, at vinkelsummen i en ottekant er 10800". Efter at have stillet mig selv det spørgsmål, hvad denne vinkelsum vel kan være, gennemtænker jeg spørgsmålet og kommer til det nævnte resultat. Bevidsthed er her ikke afhængig af nogen "væren" uden for denne selv. Når jeg er sulten, så er min sult betinget af mit legemes "væren". Hvis jeg har den ene eller anden opfattelse af nutidens ungdom, kan denne opfattelse muligvis være betinget af den omstaændighed, at jeg er ved at blive gammel. Men man ser straks, hvor absurd det ville være, hvis nogen ville sige om et menneske, der udtaler en matematisk sandhed, at dette riktig var en gammel mands sandhed, en danskers sandhed eller lignende. Vi indser, hvad sandhed er, fordi vi for det første selv skaber den og for det andet ved, hvad det er, vi gør, når vi frembringer den. Disse to elementer til sammen giver matematikken den klarhed og sikker-hed, som kendetegner denne. Den samme klarhed og sikkerhed har vi i vor erkendelse af den såkaldt ydre verden, når denne erkendelse virkelig er den erkendelse, som fortjener dette navn og ikke er noget andet såsom meninger eller overbevisninger bestemt af følelser, af antipati eller sympati. Det er hændt, at udtalelsen er faldet, at "kvinde kan ikke tænke". Alle kan jo ved eftertanke indse, at man her må skelne mellem den mening, at kvinder ikke kan tænke og sætningens sandhed. Når sætningen ytres, må vi jo være beredt til at undersøge, om den eventuelt kunde være sand. Det ville være besynderlig, om det skulle være tilfældet. Det menneske, der vil erkende, svarer ikke med at sige: "Jeg mener noget andet". Det ville være et uheldigt svar, ligesom det ville være uheldigt, om man i dette tilfælde sagde: "Det kan vist ikke være riktig." (undtagen, hvis dette er ironisk eller humoristisk ment). Svaret hedder: "Det er ikke rigtigt".

Rudolf Steiners spørgsmål, om der findes en forudsætningsfri erkendelse, det spørgsmål, som han besvarer bekræftende i sin dissertation, gælder ikke blot i den forstand, at der her er tale om en første erkendelse, på hvilken så en filosofi kan bygges op, således at man nu går videre til flere og flere sandheder. Har vi engang indset, at det ligger i erkendelsens væsen, at den enkelte erkendelse kan være så klar og sikker som de matematiske sandheder, bliver det til et krav, som vi efterhånden kan efterleve mere og mere, at alle vore enkelte erkendelser skal være forudsætningsfrie. Efter det hidtil udviklede skulle det nu i princippet være til at indse, at det kan være muligt at erkende uden forudsætninger, selv om det kan være vanskeligt nok at gøre det i det enkelte tilfælde. Vanskelighederne viser sig f.eks., når vi overvejer den måde, vi møder andre mennesker på. "I aften skal jeg være sammen med NN," tænker jeg, "mon ikke jeg kan slippe for det. Han taler jo kun om sine sygdomme". Vi oplever kun alt for ofte, at vi møder vore medmennesker med fordomme, nemlig de fordomme, at de er nu, i dag, således som jeg har kendt dem tidligere. At NN taler om sine sygdomme, kan jo have haft sin rigtighed i fortiden. Men han gør det ikke længere. Lægen har fortalt ham, at han har kræft, og at det er alvor. Dette har givet ham et chock. Han er blevet en anden. Men jeg møder ham måske, som om han er den gamle. Men jeg er ikke i mindste måde tvunget hertil. Jeg kan lære mig til enhver tid at møde virkeligheden, som den er i sig selv. Og jeg kan også beskrive i generelle udtryk, hvad der skal til, for at jeg med rette kan sige, at jeg gør det: Jeg skal give afkald på de forestillinger, som jeg har tilegnet mig eller fået i fortiden, og som er subjektive, og i stedet skal jeg lade nutiden vise mig selve det væsen, som jeg står overfor. Dette er at erkende uden forudsætninger: At lade nutiden, øjeblikket, vise virkeligheden, som den er.
Rudolf Steiner har efter den tid, da han skrev sine filosofiske værker, grundlagt den åndsvidenskabelige bevægelse, antroposofien. I sine værker og foredrag efter 1902 taler han om oversanselig erkendelse. Eksempler på denne finder vi i bøger som "Teosofi" og "Videnskaben om det skjulte". Rudolf Steiner taler her om reinkarnation og karma. Han taler om varigheden af det ophold i den åndelige verden, som enhver menneskelig individualitet har i tiden mellem død og ny fødsel. I foredrag taler han om bestemte individualiteters inkarnationer som navngivne personer, der har levet til forskellige tider. Alt dette har medført, at Rudolf Steiner i visse kredse ikke tages alvorligt. Det skal her dreje sig om overtro, ikke om viden, for slet ikke at tale om videnskabelige erkendelsesresultater. Og dog taler Rudolf Steiner om sine åndsvidenskabelige erkendelsesresultater. Som han har modstandere, der ikke ser eller tror på, at resultater af karmaforskning på nogen måde kan kaldes videnskabelige, således har han tilhængere, der ikke bekymrer sig synderligt om, at oversanselige oplevelser ikke i sig selv er sande, men først bør tages for sandhed, når man ved, at man i opfattelsen af dem har befriet sig for forestillinger og sat sig i stand til at opfatte væsenet. Hvorledes gør vi dette? Ved i den oversanselige erkendelse at forvandle oplevelse til erkendelse, ligesom vi også i det fysiske skal forvandle oplevelse til erkendelse. Man kan have oplevelser af oversanselig karakter, efter hvilke bestemte visioner fortæller, at man selv eller andre har været den eller den i en tidligere inkarnation. Dette er ikke indsigt eller erkendelse, ligeså lidt som det umiddelbare indtryk af et menneske, man står ovenfor, er erkendelse af dette menneskes væsen. Erkendelse får vi først, når vi ved, at det begreb, som vi gennem vor tænkning danner os om det, som vi står overfor i umiddelbar oplevelse, er det begreb, som svarer til selve væsenet i det, som vi oplever. Den, der kritiserer Rudolf Steiners antroposofi, såvel som den, der er i stand til at tilslutte sig den, må holde sig for øje, at Rudolf Steiner i sin doktorafhandling har stillet så strenge krav til det, der skal kunne kaldes erkendelse, at han i sine krav formodentlig er strengere end nogen nulevende videnskabsteoretiker. For han kræver forudsætningsfri erkendelse. En kritiker, der ikke ved dette, kender ikke til det, som han kritiserer. Han er, hvad der kaldes en dilettant. Den tilhænger, der ikke gør sig det klart, tager sig tingene for let. Det, vi har for os i den oversanselige verden, er i Rudolf Steiners forstand ikke erkendelse, hvis vi ikke har det så klart og gennemsigtigt for os, som vi har den matematiske indsigt klart og gennemsigtigt for os. Den oversanselige erkendelse kræver samme gennemsigtighed som den, vi har, når vi er i stand til at sige, at det giver sig af sagen selv, at vinkelsummen i en ottekant er 10800. De krav, som Rudolf Steiner stiller til erkendelsesteorien i sin doktorafhandling, fører han med til den oversanselige erkendelse, som han beskriver i den antroposofiske åndsvidenskab.




TIL TOPPEN AV SIDEN