*** TILBAKE TIL INNHOLDSFORTEGNELSEN

*** TIL STARTSIDEN

"FRIHEDENS FILOSOFI" OG FREDEN

Av Oskar Borgman Hansen

Andenudgaven af Rudolf Steiners "Frihedens Filosofi" udkom så sent som i 1918. Det var sent i forhold til det tidsrum, som ellers forløb mellem de forskellige udgaver af Steiners værker, når vi tager i betragtning, at førsteudgaven bærer trykkeåret 1894. Steiner holdt et foredrag d. 27. 10. 1918, i hvilket han taler om grunden til, at han netop nu, 1918, udsender bogen i en ny udgave, efter at den havde været udsolgt i længere tid. Foredraget gemmer sig som et indskud i den foredragsrække, der har titelen "Geschichtliche Symptomatologie". Han siger, at bogen jo nok var blevet solgt, hvis han havde genudgivet den tidligere, men at den første udgave jo næppe var blevet forstået. Han udgiver ikke sine bøger for at få dem solgt, men for at få dem læst og forstået, siger han. Men nu er tiden en sådan, at denne bog må forstås. Verdenskrigen nærmer sig sin afslutning. Når vi læser dette i dag, så ved vi, at Våbenstilstandsaftalen blev underskrevet to uger senere. Rudolf Steiner taler om den kommende fred. Man har i offentligheden talt om både forståelsesfred og om en retfærdig fred. Steiner tilbageviser sådan tale som floskler. Det eneste, der ville kunne forsone de stridende parter, ville være en frihedsfred. For frihed er et ord, der i alle lejre kan stå som et ideal, der ville kunne forene. Og derfor giver Rudolf Steiner nu sin bog ud igen, for at det kan vises hvad der er den ægte frihed til forskel fra den, der måske af visse kaldes med ordet frihed, men som i virkeligheden er tøjlesløshed.
Rudolf Steiner stiller altså sin anden udgave af bogen midt ind i samtiden. Her er der ikke tale om et blot teoretisk værk, men om et redskab, som brugt på rette måde skulle kunne ændre historiens gang. Bogen blev ikke forstået på den måde dengang og er til i dag næppe forstået således.
Visse af de store filosofiske værker må vente i generationer, inden de for alvor bliver taget alvorligt i det kulturelle liv. Medens Kants "Kritik der reinen Vernunft" straks ved sin udgivelse i 1781 blev anerkendt som et værk, det var nødvendigt at tage stilling til og bearbejde med den største grundighed, måtte Spinozas "Etik" vente omkring 100 år på at blive opdaget, når vi ser bort fra ganske snævre kredse. Vi kan håbe, at "Frihedens Filosofi" nu efter 100 år omsider må blive opdaget i bredere kredse også uden for de egentlige filosoffers kreds. Det må være en bog for menneskeheden, der kunne have en betydning for freden, som den Rudolf Steiner taler om. Vi vil i det følgende anstille en undersøgelse af, hvordan det kan være ment, og ligeledes drøfte, om det kan være berettiget at tillægge bogen så stor en betydning.
Det etiske grundproblem har ned gennem tiderne været betragtet som problemet om moralens begrundelse. Hvorfor skal vi handle moralsk? - sådan har man spurgt. At vi skal handle moralsk, det har mere eller mindre været antaget som givet. Vi har i den etiske tænkning så forskellige grundantagelser som Kants pligtetik og utilitarianismen. Forskellen dem imellem er mer (om ikke udelukkende) et spørgsmål om begrundelse end om indhold. I vort århundrede har der været gjort forsøg på at vise, at selve moralbegrebet må undergå en gennemgribende revision. Rudolf Steiners frihedsfilosofi indeholder en radikal kritik ar hidtidig tænkning og i denne kritik er han i overensstemmelse med tankegange, som vi senere finder i den logiske empirisme. Det kan være oplysende at foretage en sammenligning.
Det indgår i den logiske empirismes opfattelse af virkeligheden, at en videnskab om det, der skal være, ikke kan gives. Vi kan ikke på nogen begrundet måde tage skridtet fra det, som er, til det, som ikke er, men skal være. Dette betyder, at al tale om moralske normer må opgives. I hvert fald kan den ikke føres på nogen rationel måde. Alle moralske udsagn er subjektive. I den forbilledlig klare fremstilling, som A. J. Ayer giver i sin "Language, Truth and Logic": Et udsagn som "man må ikke lyve" har to elementer i sig: Det fortæller, at den, der taler således har modvilje mod, at der lyves, og det indeholder en opfordring til tilhøreren til at undlade at lyve. At det derudover, så at sige i sig selv, skulle ligge i en eller anden verdensorden, at der ikke må lyves, det kan ikke på nogen meningsfuld måde gøres gældende. Tilbage for etikken som videnskab bliver kun den historiske, sociale og psykologiske betragtning af de moralske forestillingers udvikling. Man kan undersøge, hvordan det er kommet dertil, at i et givet samfund enker brændes på samme bål som deres mænd. At det skulle være umoralsk, at dette sker, kan ikke godtages. Det hører jo til moralen i det samfund, hvor det finder sted.
Mere end en generation før den logiske empirisme havde Rudolf Steiner i sit værk givet udtryk for beslægtede tankegange. "En etik som normvidenskab kan ikke gives", hedder det i kapitel 12 i "Frihedens Filosofi" (ud over den historiske videnskab om de normer, som har været gjort gældende i historiens forløb). Med dette udsagn er det sagt, at al hævdelse af, hvad der bør være eller ikke være, må betragtes som subjektiv. Og ikke blot er det noget subjektivt, om vi udtaler os om, hvad der bør eller ikke bør være: Det er også overflødigt, stort set. Børn kan vi jo gerne fortælle, hvad de bør og ikke bør. Over for voksne kan vi give afkald på sligt. Lovgivningen kan kræve af andre, hvorledes de skal optræ, ikke moralen.
Rudolf Steiner ser etikkens opgave i en beskrivelse af menneskets natur, som den er. Der findes de mennesker, som kommer i konflikt med andre, og der findes forbrydere. Er dette mennesker som bringer hele den menneskelige natur til udfoldelse? Samdrægtighed er også et naturanlæg i mennesket, og det er mere væsentligt end det, som vi med rette kalder primitive anlæg. Opgaven er at vise hen til den side af menneskets natur, som fører til det almentmenneskelige og yderligere at vise, hvorledes denne side hjælpes til udfoldelse.
Det originale i "Frihedens Filosofi" er især den sammenknytning, som Steiner foretager mellem betragtningen af menneskets erkendelsesevne og af dets handlingsmuligheder. I erkendelsen har vi i tænkningen det element, som fører det enkelte subjekt ud over dets begrænsning. Man skal egentlig slet ikke sige, at mennesket tænker. Naturligvis er der forskel mellem det menneske, som tænker over noget bestemt, og den, der ikke gør det. Man hvad sker der egentlig, når vi tænker i den forstand, hvori vi almindeligvis bruger ordet? Vi lader sandheden blive klar for os i vor bevidsthed. Vi lader en sandhed vise sig. Tydeligst ser vi dette i matematikken. Denne videnskab viser, at hvert menneske ikke har sin egen tænkning. Tænkningen er det absolutte, og den er den samme i alle mennesker. Vi har ikke blot meninger om de matematiske sandheder, vi kan have indsigt. Det, som den ene indser, er identisk med det, som den anden indser. "Tænkningen er hinsidig subjekt og objekt," hedder det i kap. 4. Tænkningen løfter mennesket ud over dets subjektive begrænsning og løfter det ind i en sfære, hvor det forenes med alle andre mennesker. Er dette først indset med matematikken som eksempel, i det, vi kan kalde den rene tænkning, kan vi tage det næste skridt og se, at det også gælder på alle andre områder af tilværelsen. Vi kan forstå andre menneskers tanker, hvis blot vi vil. For der bor i tænkningen en kraft, som vi kan kalde den åndelige kærligheds kraft. Vi kan ikke af naturen have sympati med alle mennesker. Men vi kan tænke en fjendes tanker, blot vi vil det.
Som tænkningen er i stand til at forene menneskene i deres bestræbelse på at forstå verden, således kan der også udspringe moralske idealer af tænkningen. Steiner taler om moralske intuitioner. Ja, de helt individuelle tilskyndelser i et menneske er samtidig de fællesmenneskelige. Mennesket er helt sig selv, når det tænker, og når det henter sine handlingsimpulser fra tænkningen. I legemets tilbøjeligheder og i tilskyndelser, som indplantes i os fra de sociale omgivelser, er vi helt eller delvis ufrie. I moralske intuitioner er vi os selv, og vi kan i dem mødes med andre mennesker. Frie mennesker supplerer hinanden uden at skulle tvinges dertil. Vi vælger, så vidt forholdene tillader det, hvert vort eget arbejde i livet, og derved opstår alene et samfund. Det er en lykke, at nogle vil være håndværkere, andre lærere, nogle læger, andre kunstnere, andre igen vil være vejarbeidere. Som enhver kan finde sig selv så vidt muligt i det individuelt bestemte arbejde i samfundet, således kan menneskene supplere hinanden, når de alle vil virkeliggøre deres egne, individuelt valgte moralske intuitioner. For det ene er retfærdighed, for den anden kunsten, for den tredje et undervisningsideal den gennemgående livsbestemmelse. Men medens vi i erhvervslivet i løbet af et liv kun virkeliggør et enkelt eller et begrænset antal af muligheder, har vi som individer et stort, stort antal af intuitioner, som vi vil virkeliggøre til en vis grad i vore forskellige handlinger. Vi går ikke gennem livet med bunden marschrute, siger Steiner. Og: "At leve i kærlighed til handlingen og lade leve i forståelse for den fremmede vilje er de frie menneskers grundmaksime." Og få sætninger senere hedder det: "Lå urgrunden til fordragelighed ikke i menneskevæsenet, ville man ikke kunne indpode den i det gennem ydre love! Kun fordi de menneskelige individer er af een ånd, kan de leve sig ud ved siden af hinanden. Den frie lever i tillid til, at den anden frie tilhører en åndelig verden sammen med ham og kan mødes med ham i sine intentioner. Den frie forlanger ikke overensstemmelse af sitt medmenneske; men han forventer den, fordi den ligger i menneskenaturen." (Kap. 9).
At vise kilden til fred i menneskenaturen, som den er, det er en af de opgaver, Rudolf Steiner har sat sig med "Frihedens Filosofi".




TIL TOPPEN AV SIDEN