*** TILBAKE TIL INNHOLDSFORTEGNELSEN

*** TIL STARTSIDEN

TÆNKNINGEN SOM ERFARING

Af Oskar Borgman Hansen

Helge Salemonsen:
Tenkningen som erfaring.
Den moderne intellektualitet og menneskets eksistens. -
"Ide og tanke", Forlaget Tano,
Oslo 1985,241 s.

For en dansk Iagttager staar Debatglæden som et vigtigt Træk i det norske Kulturliv. Den maa udspringe af et stærkt Engagement i de kulturelle Spørgsmaal, som man ikke kender det her i Landet, og den fører til, at den, der deltager i den kulturelle Debat maa øve sig i at føre sig frem med velturnerede Formuleringer, som sætter tingene i Relief og paa Plads med en generalisering, som undertiden er lige dristig nok, men som under alle Omstændigheder sætter Tingene paa Spidsen der, hvor den maaske ikke helt sætter dem paa Plads. Helge Salemonsen har skrevet en Bog, som præsterer det overraskende, at den baade sætter Tingene paa Spidsen og paa Plads. Hans Bog er oprindelig skrevet som en Magisterafhandling. Dette bør ikke afholde nogen fra at læse den. Dels er den skrevet i et veloplagt Sprog, som man ikke venter det i en akademisk Afhandling, dels maa man huske, at Eksamensafhandlinger har en nedre Grænse, under hvilken Forfatteren ikke maa bevæge sig, men ingen øvre Grænse for Kvalitet. Den foreliggende Afhandling er skrevet paa et Niveau, som ligger langt over, hvad man almindeligvis kan forvente af Magisterafhandlinger, i det mindste, som vi er vante til dem i Danmark. Helge Salemonsens Bog er saa veloplagt, at selv om den selv ikke er egentlig polemisk, saa bør den kunne sætte endnu en Debat i Gang i det debatglade Norge, en Debat om selve Videnskaben i det moderne Samfund og om Menneskets Tænkeevne.
Helge Salemonsens Bog handler om noget, han har oplevet som et Paradoks. Og ganske uanset hvad den ene eller anden vil mene om den Maade, paa hvilken han nærmer sig en Løsning af Paradokset, skildrer han det saa overbevisende, at alle maa føle det slaaende deri. Jeg formulerer Paradokset lidt anderledes, end det gøres i Bogen, men helt i dennes Mening: Aldrig tidligere har man i Praksis bygget paa Videnskab og Intellekt, som man gør det i Dag, og aldrig tidligere har man i Teorien haft saa ringe Tillid til Videnskab og Intellekt, som man har det i Dag. Vi lader Teknikken gennemsyre vor Hverdag, vi lader Videnskaben bestemme i Sygdomsbekæmpelse, Undervisning og Livsfortolkning; men naar vi saa gaar til Videnskabsteoretikerne og spørger, hvad det menneskelige Intellekt egentlig er, og hvad det formaar, saa faar vi at vide, at dette blege substansløse Medium højst formaar at levere foreløbige Teorier, som er bedst, naar de er falsificerbare, dvs. det højeste, man kan naa til, er den Grad af Aabenhed for Selvkritik, som gør, at man er villig til med det første at kuld- kaste, hvad man hidtil har troet paa. Nogle gaar saa vidt, at de helt benægter Eksistensen af den Tænkning, som de i Praksis bygger deres Liv paa, de reducerer den f.eks. til Sprogspil a la Wittgenstein. - Og denne Tænkning, for hvilken det er gaaet i den Grad tilbage, var det, der i den klassiske Tid blev erklæret for det mest ophøjede, for det guddommelige, som dette er tilgængeligt for Mennesket: Om de græske Tænkere eller Johannesevangeliet betegner det højeste, saa er det LOGOS, Verdensfornuften eller Verdensordet, det skabende Ord.
Salemonsens Bog er selv meget lidt teoretisk. Man kunde kalde den for en den filosofiske Tænknings Fænomenologi. Ved Eksempler viser den, hvorledes Tænkningen er blevet oplevet ned gennem Tiden, og Læseren faar en gribende oplevelse af dette, at Tænkningen gennem Aarhundrederne er blevet til noget stedse mere tyndt og kraftesløst. Naar jeg bruger Ordet Fænomenologi, saa vil jeg dermed sige, at Salemonsen egentlig ikke argumenterer med alle de Filosoffer, han omhandler. Han mener, at de alle har Ret, idet de jo beskriver det, som Tænkningen faktisk er for dem. Platon og Hume har i lige Udstrækning Ret, Platon naar han opfatter Tænkningen som det guddommelige, Hume naar han beskriver dens Afmagt. Ad den Vej naar Forfatteren frem til en overbevisende Fremstilling af det negatives Betydning, som det skildres af baade Hegel og Sartre - for derefter at komme til en mere argumenterende Fremstilling af Wittgentsein. Her viser han, hvorledes Wittgenstein (i sin senere Fase) egentlig overalt forudsætter, hvad han forkaster, naar han gør op med tidligere Tiders Rationalisme eller Begrebsrealisme: Den Relativering af Erkendelsen, som hans lære om Sprogspillene forudsætter, bygger paa en underforstaaet Opfattelse af en Virkelighed, som denne er i sig selv. Samtidig har Wittgenstein gjort vigtige Iagttagelser. Salemonsen gengiver udførligt hans Opfattelse af, hvad det er at forstaa. Dette, som for en ikke-filosofisk Læser maaske i andre Gengivelser bliver svært livs- fjernt, faar baade Betydning og skarpe Konturer her. Man har talt om Forstaaelsen som en indre Proces, som noget sjæleligt. Dette gør Wittgenstein op med. Man kan sige: "Jeg havde Hovedpine hele Dagen i Gaar." Man kan ikke sige: "Jeg forstod den pythagoræiske Læresætning hele Dagen i
Gaar." At forstaa er ikke en sjælelig Proces, det er hermed vist. Wittgenstein drager den Konklusion af sin Iagttagelse, at det at forstaa er det samme som at beherske en Teknik eller et Sprogspil. Her gaar Salemonsen ikke med. At forstaa er for ham at have en Intuition, er at iagttage intellektuelt, som det at sanse er at iagttage med fysiske Organer.
Hermed kommer Salemonsen til Rudolf Steiners Filosofi, som han nu ogsaa skildrer paa en velgørende Maade som en Vej til Oplevelse af den menneskelige Erkendelsesproces langt mere end som en Teori blandt andre. Ved at Mennesket har maattet gaa Vejen fra Oplevelsen af Tænkningen som det guddommelige gennem Tabet af dette, gennem Oplevelsen ar, at "alle venlige Lys er slukkede" (Hegel) - gennem dette er det blevet muligt for det selvstændigt erkendende Menneske at overvinde overleverede Fordomme for paa nyt at finde sig selv i en Aandens Verden, men nu med den Frihed, som ikke var til Stede ved Udgangspunktet. Paa denne Maade bliver Helge Salemonsens Bog en original Begrundelse af Rudolf Steiners Filosofi, personligt oplevet og førende til personlig Oplevelse, paa Baggrund af en omfattende historisk Fremstilling og med Inddragelse af væsentlige Elementer fra den nyere Filosofi.




TIL TOPPEN AV SIDEN