*** TILBAKE TIL INNHOLDSFORTEGNELSEN

*** TIL STARTSIDEN

MED PENN MOT LEVIATAN - I

Individ - stat hos Johannes Hohlenberg og Alf Larsen i mellomkrigstiden.
En åndskamp med politiske aspekter

Utvalg, innledning og kommentarer ved Terje Christensen


For den som med efterpåklokskapens klartskuende blikk i disse dager be-trakter de store europeiske diktaturstaters utvikling og avvikling, kan det forekomme ufattelig at ikke alle forstandige og rettenkende mennesker allerede på et tidlig tidspunkt ble klar over den dødelige fare som truet fra den russiske kommunisme, den italienske fascisme og den tyske nazisme. Okkupasjon av store deler av Europa, terror og undertrykkelse, konsentrasjonsleire og folkemord har gitt oss en rystende belæring. Men fra vårt opphøyede ståsted i det historiske landskap glemmer vi altfor lett at da de totalitære systemene befant seg på sine første stadier, hadde de ennå ikke rukket å levere det bidraget til bestialitetens historie som i dag hører med til grunnskolens pensum.
Går vi tilbake til årene omkring 1930, var riktignok den utviklingen i full gang som skulle føre frem til katastrofene. Med få års mellomrum hadde det sorte, det røde og det brune diktatur konsolidert seg: Mussolinis i 1926, Stalins i 1929 og Hitlers i 1933. Midlene hadde vært uskadeliggjørelse av politiske motstandere ved kynisk manipulering og voldsaksjoner. I Sovjet-unionen begynte i disse årene deportasjonen av de såkalte kulakkene som gjorde motstand mot tvangskollektiviseringen av jordbruket. Men alt dette var ikke for annet å regne enn en spe begynnelse på det som siden slo ut i full blomst. Hva forsto man av det som var under oppseiling i Europa, hva leste man ut av de politiske hendelsene og de ideologiske erklæringene?
I et nordisk demokrati som vårt hadde den russiske revolusjon i 1917 vakt forferdelse i vide kretser, med de henrettelser, massearrestasjoner og annen vold som omveltningen førte med seg. Og den staten som så ble etablert på tsarveldets ruiner, og som efterhvert proklamerte verdensrevolusjonen som sitt mål, med avskaffelse av eiendomsretten til produksjonsmidlene, også til jord, hvor proletariatet var den eneste klasse i samfunnet, og hvor ateismen var statens religion, måtte nødvendigvis fremkalle avsky og skrekk langt ut over borgerskapets og bondestandens rekker. Bare på den ytterste venstre fløy fylket man seg i et Moskva-tro kommunistparti, der hendelsene i Sovjet ble tolket som et avgjørende skritt mot en ny og bedre verden.
Var man i radikale sosialistkretser blind for bolsjevismens menneske-fiendtlige teori og praksis, hadde man til gjengjeld et desto mere åpent øye for den fare som fascismen og nazismen representerte. De mange likhetstrekk mellom alle tre systemer ble oversett, og for denne ideologiske fløy var kanskje det verste ved Mussolini og Hitler til syvende og sist at de representerte en trussel mot verdenskommunismen. For mange med en borgerlig innstil-ling bidro nettopp dette til en viss overbærenhet med de to førerne, selv om de fleste hadde lite til overs både for dem og deres politiske teorier - særlig Hitler-Tyskland ble sett på som et bolverk mot bolsjevismen. Hos mange kunne det derfor møte forståelse når en mann som Frank Buchman, oxford-bevegelsens skaper, fant grunn til å takke Gud for Hitler. Hertil kom at disse årene med overveldende økonomiske og sosiale problemer var en stor utfordring for demokratiene, og partipolitisk kjegl og vinglete styring styrket troen på den sterke mann som kunne gripe roret og holde statsskipet på stø kurs. Et slikt motiv må ha ligget til grunn når Roald Amundsen kunne uttale om Mussolini, som han traff flere ganger i forbindelse med sine polarekspedisjoner, at han var en av de største og merkeligste personligheter han hadde truffet, og at det var vidunderlig hva denne ene mann hadde utrettet.
Alt i alt må man si at det gjorde seg gjeldende en høy grad av blåøyethet på mange hold, også blant dem som var politisk orientert og engasjert. Enten var det store skremselet sortbrunt, eller også var det rødt. En analyse som loddet dypt nok til å avsløre både bolsjevismens og de andre totalitære ideologienes virkelige natur, og samtidig kunne påvise tilsvarende farlige tendenser i vårt eget lovpriste demokrati, hørte til sjeldenhetene. Desto større grunn er det i dag til å gjøre oppmerksom på noen av de få som til en viss grad maktet dette og nådde frem til en innsikt som ikke var diktert av parti- og klasseinteresser, og som dertil både kunne og ville gjøre seg gjeldende i den offentlige debatt. Blant disse var to meget særpregede og begavede personligheter: Alf Larsen (1885-1967) med sitt forum JANUS fra 1933 til 1941, et kulturtidsskrift på åndslivets spiritualistiske fløy og klart preget av redaktørens og flere medarbeideres antroposofiske grunnsyn, og - enda tidligere og med større tyngde og konsekvens - Johannes Hohlenberg (1881-1960), som la frem sine tanker i JANUS og andre organer han leverte artikler til, i bøker han gav ut, i foredrag, men fremfor alt i det antroposofiske tidsskriftet VIDAR som han redigerte fra 1926 til 1940.
Allerede i 1920 hadde Hohlenberg tatt opp arbeidet med Rudolf Steiners tregreningstanke (se LIBRA nr. 3, 1981 s. 137-138), og disse sosiale idéene og det antroposofiske helhetssyn var hovedgrunnlaget for hans samfunnskritikk. I det danske organet for bevegelsen, NYE TANKER, senere med navnet TREGRENINGEN som han redigerte de to årene bladet utkom, skrev han 1. januar 1921:
"… Da nu, efter det bestående Samfundssystem, de økonomiske Hensyn behersker alle andre, - da de økonomiske Interesser er den Atmosfære, hvori den enkelte, mindre og større Menneskegrupper, Staterne og Verdenspolitiken lever og ånder, er det ganske klart, at alle nokså velmente Forsøg på at lade internationale Stridigheder afgøre fredeligt af en mellemfolkelig Instans må prelle af på det stærke Panser, hvormed navnlig Stormagterne har omsluttet deres økonomiske Livsinteresser. De Økonomiske Modsætninger mellem U.S.A. og Japan vokser således hurtigt henimod en Højspænding, som blot vil kunne finde sin Udløsning gennem en ny Kæmpe-Krig, dersom ikke inden den Tid, da Forholdet truer med at blive katastrofalt, det Under er sket, at de rivaliserende Stater har indset, at Statsbegrebet ikke omfatter økonomisk-politisk Magt, og at Staterne kan leve i Fred med hverandre, hvis de begrenser deres Funktion til den rent retslig-politiske Magtsfære og overlader den økonomiske Virksomhed til samvirkende og ikke mod hverandre stridende Mennesker og Menneskegrupper… På samme Måde, såsnart Folkene indser at Statens Opgave ikke ifølge sin Natur ligger i Ordningen af kulturelle Forhold, og når i Overensstemmelse med en sådan almindelig Indsigt de kulturelt samhørige eller beslægtede Menneske-grupper ikke hindres af politiske Statsgrænsers Skillemurer, - Momenter af nationalistisk, chauvinistisk Natur ikke kunne hidføre mellemfolkelige Stridigheder…
Såsnart, også Staterne imellem, Livsfunktionerne foregår i Overensstemmelse med Samfundsorganisationernes Tregrening - i det økonomiske, det retslig-politiske og det kulturelle (åndelige) Led - vil dermed uden videre ethvert Moment der kunde lade Tanken på mellemfolkelige Konflikter, end sige på Krige, opstå, være fjernet. Selv uden ydre Rammer vil da et "Folkenes Forbund" være opstaaet, en "Nationernes Liga" i Ånd og Sandhed, en universel Samvirken over hele vor Planet til økonomisk og kulturel Fremgang for alle dens Beboere".
Tregreningen er internasjonal i ordets beste forstand. Derfor er den ikke "nationalitetsfjendtlig, men idet den betragter de nationale kulturer som Udtryk for Åndens Liv og som uafhængige af politiske og økonomiske Interesser, borttager den Muligheden for Konflikter på dette Område. Den løfter Folkenes nationale, sproglige og kulturelle Liv ud af de politiske Grænsers Prokrustes-seng og giver derfor det eneste virkelige Grundlag for et sandt og ægte Nationernes Forbund".
I VIDARs juninummer 1933 finner vi denne betraktning over åndslivet og dets funksjon på bakgrunn av hendelsene i Tyskland: "For os i de nordiske lande indeholder det som er sket i Tyskland en lære som er så klar at ingen længere kan vcære i tvivl om den vej vi må gå. Når man ser en "minister for folkeop-lysning og propaganda" pretendere at ville bestemme hvad et helt folk skal tro og tænke og mene, og hvad der skal anses for tysk og hvad ikke, og at folkets intelligente del virkelig er nødt til i alt fald for en tid at dukke sig, da bliver det vigtigste spørsmål dette: Hvad må vi gøre for at noget sådant ikke kan ske hos os? Og svaret må blive dette: Vi må først og fremmest sørge for at åndslivet virkelig bliver frit, at statsmagten ikke får nogen mulighed for at gribe bestemmende ind i skolevæsen, videnskab, presse, domstol, kirke, teater, litteratur, kunst og radio o.s.v., at kort sagt alle de organer der tjener menneskenes åndsliv og åndelige udvikling, som skaber og giver udtryk for deres tanker, meninger, planer og villie, bliver effektivt beskyttet mod enhver af tvang ledsaget påvirkning fra oven. Vi beskytter jo derved blot os selv. Hvert enkelt menneske er åndslivets bærer og repræsentant, og hver enkelts højeste interesse er at ingen tvang udøves på dette område ... Staten har som magtfaktor ingen anden opgave end i alles interesse at hindre at nogen gruppe eller parti, selv om det befinder sig i flertal, anvender magt for at tvinge sine meninger igjennem. På åndelige områder har flertallet ingen ret, og når hver enkelt har frihed til at tænke og handle som han vil, behøver flertalsvillien ingen beskyttelse".
Om det nasjonale som en del av ånds- og kulturlivet skriver Hohlenberg i VIDAR april 1937:" ... Den tredje af de grunde der har ført til den almindelige oprustning er den nationalistiske tænkemåde, som i vor tid er blevet tvunget ud over sine naturlige grænser. Også den er det lykkedes staten at spænde for sin vogn ved at gøre den til en slags åndelig baggrund for magtudfoldelsen, og den er ligesom økonomien blevet forfalsket gennem denne usurpation. Nationalfølelsen er af åndelig-sjælelig natur og har intet at gøre hverken med magtaspirationer eller med økonomi. Det er først når den forbinder sig med disse områder, ved at staten tager både den og økonomien i sin tjeneste, at den bliver farlig. I sig selv indeholder nationalitetsbegrebet intet konfliktstof, som man for exempel kan se af Schweiz, hvor fire nationer med hver sit sprog lever side om side uden at komme i konflikt, fordi statsmagten forholder sig indifferent og ikke favoriserer nogen af dem paa bekostning af de andre. Naar tilsvarende forhold i andre lande fører til bestandige konflikter, er det fordi staten har forbundet sig med en enkelt af dem og betragter de andre som fremmede, der i det højeste tolereres … "
Idéløsheten, materialismen og det almindelige åndelig-kulturelle forfall og fremveksten av voldsideologier og voldsmakt er for Hohlenberg to sider av samme sak: "… Hele Verden er i Øjeblikket besat af den Misforståelse, at et Folk kan rejses til Blomstring gennem Sport og Legemskultur, men intetsteds vil den vise sine ødelæggende Virkninger så åbenbart som i Tyskland. Her i det mindste burde man kunne gennemskue dette tarvelige Surrogat, som hvis det får Lov at brede sig, vil føre Folket ud i animalisering og Barbari. Tyskland er i Øjeblikket virkelig, under Ledelse af sine Førere og under høje Råb om Kultur! med fuld Musik, i sluttet Trop, på Vej tilbage til Bavianen, - for at bruge en dansk Digters Udtryk ... Tyskland mangler en Idé. Det har tabt Ordet, Mesterordet, der sætter alting i Gang. Hjulene løber, men kun fordi det ene holder det andet i Gang, ikke fordi de belives indenfra af en samlende Idé. Men i en sådan Luft kan Ånd ikke leve. Derfor står Goethehuset i Weimar stumt og utilgængeligt, lukket over sine virkelige Skatte, skønt Tusinder af Mennesker hvert År besøger det … " (VIDAR, april 1927).
Ikke mindre foruroligende er det som foregår syd for Alpene: "Der er endnu et forhold som det snart er på Tide at få Øjnene op for, og det er hvad der foregår i Italien. Herom lader de fleste Mennesker sig nøje med hvad Italiens-rejsende har at berette eller hvad Korrespondenter sender hjem til deres Aviser. Men begge Kilder er plumrede. Ferierejsende får ingenting af Betydning at se, og Korrespondenter kan ikke skrive uden i en eneste Toneart, - ellers kom de snart over Grænsen … " I virkeligheten er det flere tegn til en begynnende opposisjon mot Mussolini, noe som skaper behov for en avledning av oppmerksomheten. Til dette er Nobiles arktiske ekspedisjoner velegnet. (Umberto Nobile, italiensk offiser, konstruktør og polfarer, kjent for sine Nordpolsekspedisjoner: i 1926 sammen med Roald Amundsen og som fører av luftskipet "Norge", i 1928 med luftskipet "Italia".) "Her har vi den næst-dybere Baggrund for dette Foretagende; den er af politisk Art. Folkets Opmærksomhed skal afledes, dets Øjne skal ganske bogstaveligt rettes mod Nordpolen, så at de ikke ser hvad Mussolini imens foretager sig i Italien. Derfor alle de patriotiske Fraser som Foretagendet indhylles i. De er blot Opium for Masserne, for at bruge Lenins berømte Udtryk.
Det Mål der stiles mod, er ikke vanskeligt at se. Det er allerede blevet proklamert åbenlyst. Mussolini vil føre Italien i Krig. Og heri er intet mærkeligt. Alle Diktatorer behøver Krig når det Øjeblik da Illusionen om Tvangsstyrets gavnlige Virkninger og Diktatorens uegennyttige Hensigter ikke længere lader sig opretholde. Det var den samme Nødvendighed der tvang Napoleon til uophørlig at føre Krig. Havde han ophørt dermed, havde det i samme Øjeblik været forbi med hans Magt ... " (VIDAR,juni 1928). Om Mussolinis allianse med paven og Vatikanstaten, siteres en uttalelse av il duce om at Italia er troende, og det er katolsk: "Troen er altså virkelig en kollektiv Sag, ikke den enkeltes. Denne Alliance er derfor ikke bare et klogt politisk Træk, den er Udtryk for et virkelig Åndsslægtskab ... De tilsyneladende modstridende Retninger der kaldes ved Betegnelser som Fascisme, Katolicisme og Bolschevisme, er blot forskellige Veje mod samme Mål ..." (VIDAR, april 1929).
Den russiske kommunisme belyses fra tid til annen av Hohlenberg fra begynnelsen av 1920-årene, men en mer omfattende vurdering av fenomenet finner vi først fra omkring 1930. Med utgangspunkt i filosofen Nikolai Berdjajevs forfatterskap skriver han følgende om bolsjevismen: " ... Den afslører sig mere og mere som en religiøs Bevægelse, som det stærkeste Forsøg på Oprettelsen af Antikrists Rige, som Jorden endnu har oplevet. Den har forlængst opgivet den religiøse Indifferentisme som udmærker Socialismens mere moderate Former, og fører nu en ganske bevidst Kamp mod Kristus og mod enhver Form af Ånd. Denne Kamp føres ikke alene med en Brutalitet og en Grusomhed, som får Neros Kristenforfølgelser til at tage sig ud som Barnestreger, men tillige med et satanisk Raffinement, der viser hvilke Magter der står bagved som Inspiratorer ... Det store 5-Årsprogram, hvis Virkeliggjørelse nylig blev påbegyndt, er ligeså meget af religiøs som af økonomisk Natur. I 1933 skal ethvert Spor af Religion være udslettet, der må ikke være en Kirke, et Kloster, et religiøst Billede, en Kirkeklokke eller en Bibel tilbage i Russland. På den Måde håber man at få Kristus udryddet af Folkets Sjæl og få Lenin anbragt i hans Sted ... På samme Tid som Paven protesterer mod Kristen-forfølgelserne, ved Kirken meget vel, at de i Virkeligheden arbejder for den, og at Bolchevismen og Katolicismen i dybeste Forstand har samme Mål, nemlig Tilintetgørelse af Menneskeåndens Frihed og Knægtelse af Menneskesjælen under en ubetinget Autoritets Tvang. Sovjetmagterne går jo i første Instans åbenbart Roms ærinde ved at udrydde den græsk-katolske Kirke i Russland. Men Romer-kirkens Interesser går videre end til det. Den ved meget vel, at en Forfølgelse som denne sandsynligvis vil føre til en uhørt Styrkelse af det religiøse Liv, og må udfra sine Forudsætninger sætte alt ind på at stå parat den Dag det lykkes det russiske Folk at bryde den sataniske Tvang der nu holder det fast ... " (VIDAR, februar 1930). "... At man i Stedet for Kirken
har sat Partiet og i Stedet for Troen på Gud Troen på Materien og dens foreløbige Triumf i Maskinen, forandrer naturligvis ikke Sagens Natur. Helt ind i Enkeltheder er Ligheden gennemført; også Kommunismen har sine Helgener og sin Helgentilbedelse, man har blot i Stedet for de gamle Ikoner sat Billeder af Lenin, som er ophængt overalt i Skoler, i Kaserner og Klubber, og er Genstand for lignende Tilbedelse som Graven i Kreml. I "de kæmpende Gudløse", et Forbund som omfatter 2 1/2 Millioner Mennesker, har man et nøjagtig Modstykke til Jesuiterordenen." (VIDAR juni 1930).
Før vi går over til Hohlenbergs betraktninger over Hitler og nazismen, skal vi la Alf Larsen komme til med noen av sine synspunkter på samfunnsutvikling og politikk. Som det vil fremgå, er holdningen til fenomenene stort sett den samme som Hohlenbergs, men Alf Larsen har mer sans for konklusjonene enn for å begrunne dem, og han er svak for virkningsfulle erklæringer. Først fra en artikkel i 1933:
"Den moderne "livstro" som ligger på bunnen av all fascisme og nazisme, og som betyr at man ingenting vet mere, og derfor utelukkende holder sig til sine instinkter, er den laveste form for religion menneskene ennu har slått sig til tåls med. Selv bolsjevismen er en høj form for religion ved siden av den, for den bygger da på en klart utformet idé. Den rest av bevissthet som der finnes har menneskene da enda i sin makt, men her ophører alt til fordel for den blinde drift. Der myrder og undertrykker man enda for et prinsipp, for en tankes skyld, men her myrder og undertrykker man for den blinde livsviljes skyld, for selvets skyld.
Mot disse avgrunner skal nu også vi?
Det er ikke bare de levende som spør Quisling hvor han går hen nu, men også de døde. Hele vår fortid ser efter ham. For det er ikke tvil om at folkets bevissthet koncentrerer sig om denne mann mere enn om nogen annen for tiden. La oss ikke bedra oss. Quisling er mannen for dem som også her i landet drømmer om en "mann". Den almindelige avmakt som gir sig utslag i ropet på en mann, en sterk hånd, en fører o.s.v. har også smittet vårt folk. Spørsmålet er bare om vi skal ligge helt under for den. Her må vi ta i betraktning dem som målbevisst nærer den fordi de på et eller annet sted ønsker å være mannen. Der er flere små tyrannspirer imellem oss enn vi kanskje tror.
Vil Quisling stille sig i spissen for denne flokk? ... Den edle ungdom som også strømmer til under disse faner fordi den virkelig føler sig trykket av tidens usseldom og hungrer efter en ny ånd og et nytt rike, hvad har Quisling å gi dem? Jeg har lest hans artikler og manifester, jeg har også lest den lille pjece hvori han forsøker å skissere sin livs- og verdensanskuelse. Jeg finner ikke i noget av det et klart standpunkt til de spørsmål som jeg anser for de brennende i verden nu, aller minst til det som er spørsmålenes spørsmål: Hvad er frihet? En ting må vi kunne være enig om, at både fascisme, nazisme og bolsjevisme er frihetsfiendtlige i ytterste grad, er frihetens dødsfiender…
Quisling er ennu en uklar ånd. Bare det at han bygger på rasetanken er nok: Av alle tanker som tjener til påskudd for et eller annet parti som vil til makten eller for et eller annet som vil beholde den er rasetanken den mest abstruce, den hvori der er minst virkelighet og minst mening, den der mest må leses som et tegnsprog…
Der har vært talt en del om en ny mentalitet her i landet. Skulde det være den nye mentalitet at vi selger vår politiske førstefødselsrett for et førerideal og går opp i en slags generalnevner som om vi var matematiske størrelser og ikke mennesker? Ja, for annet betyr jo ikke jeg-tanken i Tyskland, Italien eller Russland nu. Hitler, det er Muhamed og Lenin er Paven.
Det ene er overmennesketanken slik den måtte bli når det religiøse grunnlag er revet bort under den. Det annet er kirketanken slik den måtte bli når den siste rest av guddommelighet er blåst ut av den. Men vi er efterkommere av den oprørsflok som samlet sig omkring Luther, vi hører til under Grundtvigs og Wergelands merke, vi har vår egen linje å følge, vi har ikke noget å gjøre med alt dette masseskrik og all denne massebegeistring. Det er ingen ny mentali-tet, det er noget gammelt og for lenge siden kassert i verdenshistorien, noget som nettopp optrer med en slik brutalitet fordi det vet at det ikke har nogen arverett til tronen mere, fordi det er av en usurpatorisk ånd.
Det er noget fra eldgamle dager, fra tiden før Kristus, det bygger på blodets bånd og på stammefølelsen; men alt dette er forbi nu som bærende krefter i verdensutviklingen. Blodet bærer ikke mere og stammefølelsen er en forlatt følelse, det er jeget som er veien nu .." (JANUS nr. 4, 1933).
Andre refleksjoner fra samme år: "… Men når menneskenes bevissthet gir helt op, når deres tanke melder pass og intelligensens byggverk faller sammen som korthus, da gir likevel ikke livet op; det går bare tilbake på dypere, på eldre og tilsynelatende mere bærende lag i oss. Det faller tilbake på det vi pleier å kalle det "primitive", det krystalliserer sig om det rent "instinktmessige" og famler sig frem til det man tror er urgrunnen i oss. Det er det som skjer i fascismen og nazismen, delvis også i Lappo-bevegelsen og i andre lignende bevegelser rundt om i landene.
Men dette innebærer den aller største fare for utviklingen som helhet, for det er å falle tilbake på noget som har utspillet sin rolle som bærende kraft i verdensutviklingen, som ledende idé i verdensløpet. Instinktene er ikke mere hvad de var, vi fjerner oss mere og mere fra det ubevisste i oss, vi forsøker mere og mere å regne oss til det som vi før følte oss frem til; og det er riktig, det er veien. Vi lever nu i bevissthetssjelens tidsalder og det må vi ta konsekvensen av, er den enn aldri så streng og tung å bære. Ethvert forsøk på å smyge sig unda her og falle tilbake på fortiden er en fallitterklæring og vil hevne sig på det frykteligste i fremtiden!
Man ser allerede nu hvad det fører til når disse gamle ånder manes op av jorden igjen, når man igjen begynner å tale til blodet og bygge på stamme-følelsen. Det fører til at alle de gamle lidenskaper reiser sig påny og nedkaller de samme forbandelser over jorden som dengang da de hersket i sin fulle velde. Og dengang hersket de enda med en livets rett som de nu ikke har. Hvor langt forferdeligere må så ikke deres følger bli nu de optrer som illegitime arvinger i kampen om riket! Da må følgen nettopp bli det som så mange forutser og profeterer om: Det store åndenes armageddon og den ytterste dag for alt som heter kultur … " (JANUS nr. 4, 1933).
Litt om Alf Larsens syn på materialismen og den marxistiske ytterving fremgår av følgende sitater: "… Hegel og Karl Marx er det vestligste av alt! I Russland er øst og vest nu slått sammen til en kreftknute som holder på å kvele en hel kultur, men denne kreftskade har denne kultur født ut av sig selv, ut fra sin egen iboende svakhet, den har ikke nogenting med østen å gjøre ... Bolsjevismen er en opløsningstilstand, men ut fra de indre lover som har rådet i den organisme som her forgår; akkurat som når en mann dør så er det hans død og ingen annens.
Hvorfor har menneskene satt all respekt for maktene og all ærbødighet for livet til, hvorfor tror de ikke mere på noget, hvorfor tviler de endog på sig selv og meningen med sitt eget liv, hvorfor griper motløshet og lede dem så de bare går hen og slår ihjel og stjeler istenfor å sette sine krefter inn på å forvandle verden? Fordi de har mistet sin religion, fordi man har tatt troen på en mening og en hensikt med tilværelsen fra dem!…
Borgerens revolusjon var likeså religionsfientlig som arbeiderens, ... det var borgeren som første gang nedsatte sig som det dennesidiges mann, avviste tanken på alt hinsidig og henviste menneskenes frihetsvilje til "makt og rikdom" ... Det var borgeren som for alvor gav slipp på alle høiere verdier, begynte dansen om gullkalven og innførte dyrkelsen av Mammon istenfor den eneste sanne gud. Det 19. århundres livsanskuelse er hans livsanskuelse, og det 19. århundres livsanskuelse, det er den kapitalistisk-socialistisk-kommunistiske livsanskuelse. Disse tre er tre alen av samme stykke. Arbeideren tror at han har en annen religion enn borgeren, men det er feil, han har den samme religion, d.v.s. han har ingen. Borgerens religion er den at vi er kommen av dyret og som dyr kan vi godt opføre oss, når det bare skjer innenfor den borgerlige velanstendighets grenser. Det har han lært arbeideren og man kan ikke si annet enn at svenden har vært flink til å følge sin herre her..." (JANUS nr. 3, 1933).
Om Tyskland skriver han følgende et par år senere: "... Når et folk svikter sin verdenshistoriske misjon kan der ikke komme annet enn verdensulykker ut av det.
Det tyske folk er Michaels folk og denne tid er Michaels tid. Den skulde skape betingelsene for det nye menneskes fødsel, og spiren til dette nye menneske er også ganske riktig lagt i det folk som bærer tidsalderens innsegl. Men den tyske folkeånd har ikke maktet sin opgave, de betingelser den hadde for å svinge sig opp til tidsånd har den ikke forstått eller ikke kunnet utnytte. Verden ventet i virkeligheten uhyre ting av dette folk og nettopp på det plan hvor slaget nu skulde stå, på det indre. Men i steden kastet det sig ut i en meningsløs kappestrid på det ytre plan, hvor det ikke hadde sin misjon og hvor det ikke kunde hevde sig overfor angelsaksene som var materialismens og teknikkens folk fremfor alle andre. Det var da også fra det hold det fikk sitt nådestøt - gjennem Wilsonismens illusjoner. Det falt for en materia-listisk illusjon, hvor det skulde ha seiret ved å stå på åndens realiteter!…
I denne strid har det tyske folk valgt å rykke tilbake på sig selv og kun sette den negative side av sitt vesen ut på verden … " (JANUS nr. 4, 1935).
Et blikk på situasjonen året efter: "… Spanien er gått inn i Russlands stadium fra 1917 - som det lenge har vært spådd. Og blir utgangen en annen enn ventet, får vi ikke et nytt Sovjet i det sydvestlige hjørne av Europa, men et nytt fascistdiktatur, så vil verden ikke være bedre faren for det, ti vold og terror, massehenrettelser og undertrykkelse av åndsfriheten vil under alle omstendigheter bli følgen …
I Amerika har presidenten selv overtatt hovedrollen i den Kerenskiade som regelmessig utspilles foran enhver større revolusjon i disse merkelige tider, men også der kan vi være viss på at diktatormentaliteten vil slå ut i lys lue, og siden vil hyksosveldet komme værre og forferdeligere enn kanskje noe annet steds på kloden. Det er ikke for ingen ting at Russland er Amerikas nærmeste nabo på kartet, den slags ting det her er tale om setter man først ut av sig som en drøm og et eksperiment. Sovjet er Amerikas eksperiment. Varslet om hvad vår verden går i møte …
England skulde nu som før ha bragt balanse i alle disse motsetninger, men det behersker ikke lenger verden, dets streben går ut på å beholde sin maktposisjon, istedenfor å utøve sin makt, det er med andre ord avmektig overfor den oppgave som nu er stillet det. Klarest avspeiler dets ånd sig i Winston Churchills geniale men kyniske gammelmannsimperialisme - den store verdenshistoriker som bare kan skrive om nuet fordi han ikke lenger har noen drøm om fremtiden!
Således ser vi tidsånden forlate et folk og forgjeves se sig om efter et andet den kan slå ned i … " (JANUS nr. 8,1936).
Vi skal avslutte Alf Larsens tidsbetraktninger med noen kraftsatser skrevet få måneder før den annen verdenskrig brøt løs: "… Det som foregår i Russland er på tvers av den menneskelige moral, fordi det er en fornektelse av menneskeligheten som sådan, en tilintetgjørelse av menneskevesenet og et bevisst forsøk på å skape en ny mennesketype, et undermenneske, som aldri mere skal hige efter noe hinsides men befinner sig vel i den verden av blod og smuds som livet uvegerlig må bli når det er berøvet enhver høiere mening. Det som foregår i Tyskland er på tvers av den menneskelige tanke, fordi det er i strid med verdensutviklingen - alt like fra opdragelsen og til økonomien, fra odinsdyrkelsen og til landbrukslovene. Det er alt sammen beregnet på å drive menneskene ut av sig selv, drive menneskeånden ut av dem og erstatte den med en illusjonær ånd som vil etablere et "tredje rike" hinsides all virkelighet.
Og hermed har vi nu hentydet til de to åndelige hovedmakter som er virksomme i disse to impulser: Den ahrimanske i Russland og den luciferiske i Tyskland. Begge vil de ett og det samme, og begge vil de før eller senere forene sig og gå sammen om det store felles mål: Menneskevesenets tilintet-gjørelse og menneskelivets forderv. Der er allerede tegn som tyder på at denne fryktelige symbiose er nær forestående både det ene og det annet sted.
Hvis vi nu tar for oss de store skikkelser som troner over denne tid og angir dens retning, så behøves der ingen nærmere påvisning av at også i den rent menneskelige konfigurasjon springer de trekk frem som vi her har skildret. Det gjelder ikke minst de to figurene som i dag er lengst fremme på billedflaten: Stalin og Hitler. Det som omsvever den ene er så åpenbart forbrytelsen: Det er mord, fengsler, tortur, forfølgelse, angiveri, løgn og atter løgn. Det som på samme måte omsvever den annen er en galskapens glorie: Hysteri og fantastikk, en vanvittig agitasjon, desperate kup, ord uten mening, overspente drømme." (JANUS nr. 4-5, 1939).

(Fortsettes)







TIL TOPPEN AV SIDEN