*** TILBAKE TIL INNHOLDSFORTEGNELSEN

*** TIL STARTSIDEN

MED PENN MOT LEVIATAN - II

Individ - stat hos Johannes Hohlenberg og Alf Larsen i mellomkrigstiden.
En åndskamp med politiske aspekter

Utvalg, innledning og kommentarer ved Terje Christensen


Efter at vi i forrige nummer avsluttet med noen sitater fra Alf Larsens samfunns- og samtidskritikk, vender vi tilbake til Johannes Hohlenberg for å se på noen av hans oppfatninger om raseteoriene som en sentral del av nazismen: "… Som i så mange andre udslag af den materialistiske tankegang tror man uden videre at kunne overføre erfaringerne fra den rationelle husdyravl på menneskelige forhold, og på den anden side benyttes den art bestræbelser altfor ofte som dække for snæver partifanatisme og nationale fordomme, idet den race eller den etnologiske type som en forfatter selv tilhører, opstilles som alle andre a priori overlegen og forudbestemt til at herske. Det er ikke mange videnskabelige områder, hvor så meget forfærdeligt nonsens har set dagens lys som på raceforskningens. Racernes forsvinden er en uafvendelig kendsgerning, som det ikke nytter at kæmpe imod. Jegets udfoldelse, som er den historiske udviklings mening, er uforenelig med racens liv."
(VIDAR, jan. 1931).
"For alle venner af Tyskland og alle som føler sig i slægt med og i taknem-melighedsgæld til tysk ånd må den tilstand hvori Tyskland for øjeblikket befinder sig føles som en feberkrise i en sygdom: at feberen er så høj er et tegn på at organismen har sundhedskræfter i sig og har måttet opbyde alle sine ressourcer, men på samme tid er selve feberen en fare, der meget vel kan slå patienten ihjel i stedet for sygdommen. Eller for at tale uden billeder: der arbejder mægtige kræfter i dybet af det tyske folks sjæl, men det som foreløbig proklamerer sig som det sande tyske er i sit væsen ganske modsat det og, hvis det får råde ubegrænset, tilintetgørende for det tyske folks mission.
Den åndsform som har åbenbaret sig i den såkaldte nazisme kan forstås som en reaktion mod den ensidige intellektualisme som i lang tid har behersket Europa, og som har skabt sig sit sidste og endelige udtryk i de kommunistiske utopier. Deres betragtning af mennesket som et udelukkende materielt produkt som kan forstås med de samme metoder som man anvender overfor den materielle verden, altså alene med forstand og beregning, er den sidste, konsekvens af det 19. århundredes tankegang. Den ser i mennesket en naturlig maskine og i samfundsordenen et maskineri, hvori mennesket blot er et hjul. Som reaktion mod dette vil nu nazismen i Tyskland, ligesom beslægtede retninger i andre land, afskaffe fornuft og forstand og støtte sig alene på blod og instinkt. I stedet for reflexion og tænkning sættes følelse og villie, og forstanden og den rationelle tænkning hånes ligeså ubehersket som de i det 19. århundrede blev apoteoseret. Men følelsen og villien er blinde når de ikke ledes af forstanden. Afskaffer man den da slukker man det sidste lys og giver sig instinkterne i vold. Der er i dette noget for vor tid overordentlig karakteristisk. Vi står i en udvikling af den menneskelige bevidsthed, hvor den naturlige harmoni og samvirken, som hidtil har forbundet de tre sjælekræfter, tænkning, følelse og villie, ikke længere som før kommer i stand af sig selv. De går hver sine veje. Men hver enkelt synker, når de mangler de andres korrektur, ned på et lavere niveau: tænkning bliver blot beregning, følelsen bliver drift og villien blindt magtbegær og handling for handlingens skyld. Her ligger en vigtig oppgave, som i vor tid stilles hvert enkelt menneske: at forene disse tre kræfter i en ny syntese, der ikke hviler på en naturlig harmoni men på et Jeg der er blevet sig sit væsen som ånd bevidst og ud fra dette sit væsen behersker dem og anvender dem. Den kan kun løses af den enkelte, så langt som hans sfære når, men aldrig af nogen kollektivitet, og en social ordning som er udtryk for denne nye harmoni, og som derfor er den eneste der virkelig er fremtidens, kan alene bygges på den naturlige samvirken af hvert enkelt individs frie erkendelse, som på den anden side, hvis den virkelig er fri, nødvendigvis må føre til harmonisk samklang, fordi det der åbenbarer sig gennem den enkelte i sidste instans stammer fra samme kilde, ganske som alle farver i naturen må være i harmoni fordi de stammer fra det samme lys…
Mens man i de socialistiske og kommunistiske bestræbelser søger ved tvang at virkeliggøre en ordning der kun kan skabes gennem frihed og der står som et fjernt fremtidsmål, søger nazismen at genoplive tilstande der bygger på et åndeligt grundlag som ikke mere er tilstede. Den dyrkelse af blodet og racen som den har vakt tillive, er udtryk for en længst forsvunden fortid og har ikke mere gyldighed i vor tid… Den dyrkelse af blodsfællesskabet og den "rene race" som i Mellem-Europa har fortrængt de tidligere rent intellektuelle forestillinger om en menneskehed holdt sammen af fornuft, er ligeså vel en følge af det 19. århundredes materialisme og mangel på forståelse af hvad ånd er, som kommunismens mekaniske menneskeopfattelse. Den er blot biologisk bestemt … Den rene race er bare gentagelse og bliver netop derved tilflugtssted for svagere og mere uselvstændige sjæle, der flygter for anstrængelsen. Man finder her som på så mange andre punkter i vor tid, at det der egentlig ligger på bunden af det der sker er frygt. Man griber til racemystiken for at undgå det besvær der følger med at være en personlighed og måtte gøre sig gældende som det man er i kraft af sit eget væsen. Det er den samme art mysticisme som får en kommunist til at tro at et menneske kun er noget værd som medlem af partiet eller klassen, og som måske i sidste instans stammer fra det katolske dogme om menneskets intethed udenfor kirken.
Det er derfor heller ikke noget overraskende i at man hos racemystikerne finder præcis den samme åndsform og ser de samme metoder anvendt som i kommunismen. Hvis man ikke hørte fraserne vilde det være yderst vanskeligt at se nogen forskel. Her som der er det individets undertrykkelse til fordel for staten, den hensynsløse forfølgelse af alle som tænker anderledes end den klike som er kommet til magten og mener sig at repræsentere den eneste berettigede mening, og undertrykkelse af enhver mulighed for at udtale andre meninger end de autoriserede, ved knægtelse af alle det frie åndslivs organer, først og fremst af pressen…
Russland har tid til at vente og Italien er og bliver provins trods alle drømme om det gamle Rom. Men et Tyskland som ikke består af selvstændige personligheder, af enere, er ikke længere Tyskland.
Det som Tysklands store, mænd som Luther, Goethe og Fichte vilde, var individet, jegets frihed, åndens suverænitet over kollektiviteten og blodet.

Was du ererbt von deinen Vätern hast, (Din fedrearv må du fra første stund
Erwirb es, um es zu besitzen, erverve,
ellers eier du den ikke,

Fra Faust I i gjendiktning ved
André Bjerke.)

siger Goethe gennem sin Faust, det vil sige: blod og afstamning er kun udgangspunktet, grunden hvor bygningen skal stå og materialet hvoraf den skal bygges, og har kun betydning for såvidt du kan smelte dem om i din egen form og benytte det nedarvede til at forme din egen personligheds udtryk. Her taler den virkelige tyske ånd og tillige den kristne. Blodsdyrkelsen hører hjemme i de førkristelige kulturer, og det er ikke for ingenting at de symboler hvorunder den nu søges genindført, hagekorset og de romerske fasces, er hentet i dem…
Det som nu proklameres som det sande germanske, blodsfællesskabet, afstam-ningsforholdet, forbindelsen bagover til fædrene, er jødedom par excellence, netop det som kristendommen kom for at overvinde. "Før Abraham var er Jeg"; det vil sige menneskeånden, jeget, er til før blodsbåndet knyttes, og benytter det kun som et middel på et vist stadium i sin udvikling. Jødefolkets tragedie ligger netop deri at det ikke i det rigtige Øjeblik formåede at bryde blodsbåndet …" (VIDAR, juni 1933).
Hitler og hans bok "Mein Kampf, blir kilde til mange refleksjoner: "… Man finder hos ham (Hitler) ikke en tanke eller en mening som hæver sig over gennemsnittet og som ikke enhver småborger kan have, og ikke en iagttagelse som ikke ethvert nogenlunde intelligent menneske kan gøre og har gjort. Forskellen ligger blot i den energi og den skarphed hvormed han formulerer og udtaler disse iagttagelser, og den fuldstændige frihed for hæmninger og for dybere intuitioner, - også for mere omfattende viden, - som får mere komplicerede naturer til ikke at stole altfor fast på tilsyneladende kendsgerninger, netop fordi de synes altfor indlysende. Man læse for exempel hvad han har at sige om den parlamentariske institution og om parlamentarikerne. Hvem vil ikke give ham ret i hvad han siger om ansvarets forflygtigelse, om det absurde i majoritetsbeslutninger i sager som ingen af dem der skal afgøre dem har noget begreb om, om det usaglige og jammerlige i partiprogrammerne som alene tager sigte på partiinteresser og hvis udsyn ikke når videre end til næste valg, om den tarvelige åndelige kvalitet hos de udvalgte som er en følge af systemet, om den uundgåelige ødelæggelse af karakteren som det medfører, om umuligheden for et hæderligt menneske af at gøre sig gældende i dette milieu, når han ved et tilfælde er sluppet derind, om det personlige magtstræb hos de enkelte politikere, om partipressens løgnaktighed, og meget andet? …
Når man betragter forholdene i Tyskland, som de har udviklet sig under det nationalsocialistiske regimente, ligger det nær at spørge hvorledes det har vært muligt at det tyske folk har kundet falde så dybt og med et slag lade sig berøve al frihed og menneskeværdighed. Naturligvis kan man anføre ydre grunde: Versaillesfreden og hele den behandling som Tyskland i de forløbne år har været genstand for fra sejrherrernes side, og som måtte fremkalde en reaktion. Men den virkelige grund ligger i at alt det som nu utfolder sig i Tyskland lå som spirer i det der gik forud, og at den regering der kom til magten i 1918 intet som helst gjorde for at finde nye veje og nye idéer at leve efter. Nazismen og dens tvillingsøster bolschevismen er jo nemlig blot den fulde udfoldelse af tendenser som altid har levet i det såkaldte demokrati. Man kan se det ved på et par typiske punkter at sammenligne dets teori med den praxis som blev fulgt. Man havde i teorien folkestyre, men udviklingen gik bestandig mere i retning af partistyret, hvor afgørelsen af hvem der skulde vælges og derigennem af de beslutninger som af disse valgte skulde træffes, blev lagt i hænderne på nogle ganske få…
Man hører ofte i demokratiske lande den smukke frase, at opdragelsens formål er at udvikle børnenes evner så fuldkomment og harmonisk som muligt, men enhver ved at målet er et ganske andet, nemlig at opdrage dem i de meninger som anses gavnlige for det herskende parti. Bolschevismen og nazismen har på dette punkt ikke gjort andet end at proklamere disse tendenser åbenlyst og at praktisere dem konsekvent og energisk. Den offentlige undervisnings mål er som bekendt i Russland at slibe børnene således til at de ikke vil kunne leve og føle sig lykkelige i nogen anden samfundsorden end den kommunistiske. Og i Tyskland er målet, som det i sin tid blev formuleret af Hitler i en tale i Erfurt, og som han har udtalt mangfoldige steder i sin bog: "at opdrage ungdommen fra barn af til det vi ønsker at den senere skal blive som ungdom"… Og heri ligger demokratiets egentlige skyld, uden hvilken nazismens triumf havde været utænkelig: det har berøvet ungdommen dens modstandskraft. En
sådan tendentiøs opdragelse fører nemlig aldrig til det ønskede mål. Den opdrager nogle få rebeller og gør resten til villiesvage og uselvstændige individer, der er parat til at underkaste sig den første den bedste "fører" der behandler dem med tilstrekkelig brutalitet og giver dem den retning de ikke selv er i stand til at finde. Den menneskelige udvikling foregår ikke lige ud, men gennem en række forvandlinger, og det er en illusion at tro at man kan bestemme hvad mennesker senere i livet skal mene ved at påtvinge dem bestemte meninger som små. Denne misforståelse, der har ført til statens overtagelse af skole- og opdragelsesvæsenet, og som i nazismen og bolsche-vismen er ført til sin yderste konsekvens, er en af de største tragedier i vor tids liv…
Men ikke alene på de enkelte punkter, - også i selve sin grundidé er det moderne diktatur en fortsættelse af demokratiet. Den moderne diktator er ikke en fremragende enkeltperson der kæmper mod masserne for trods deres uforstand og mod deres modstand at virkeliggøre sine dybere og videre rækkende tanker. Han er blot en af massen og deler hele dens smålighed og dens begrænsning. Tvangsforholdsreglerne søges retfærdiggjort ved en henvisning til folkets eller mængdens villie, som den enkelte ingen ret har til at modsætte sig. I den hitlerske stat har den der ikke slutter sig til flertallet overhodet ingen statsborgerret og er i enhver henseende retsløs. Det er den demokratiske flertalsdyrkelse ført ad absurdum, en uundgåelig følge af parlamentarismens manglende blik for den grænse udenfor hvilken majoriteten intet betyder og den enkeltes mening vejer ligeså tungt som den der deles af millioner. I den ubetingede hævdelse af åndslivets frihed i hele dets udstrækning ligger derfor den eneste mulighed for at frelse menneskene fra massetyranniet." (JANUS nr. 4 1935).
Om betenkelige sider ved det parlamentariske demokrati og enhetsstatens idé: "… Mussolini pralede nylig af at Italien og Tyskland var de mest demokratiske stater i Europa og repræsenterede det konsekvente demokrati. Og han har fuldstændig ret. Der er ingen tvivil om at regeringerne i disse to lande har folkets flertal bag sig, og at en afstemning, selv om den var fri for ethvert pres, vilde vise en overvældende majoritet for det bestående. Hvis altså et flertals overdragelse af al magt til en enkelt gruppe er ensbetydende med demokrati, - og det er i alt fald den mening der officielt hevdes af de styrende her i Norden, - så er Tyskland i Øjeblikket det mest demokratiske land, og det modsætningsforhold der betones så stærkt fra de parlamentarisk styrede staters side er det rene spilfægteri. Diktaturet som det udøves i Italien og Tyskland er demokratiets fuldændelse og den tilstand som dette tenderer mod og hvori det uvægerligt må ende. Så længe enhedsstaten består er der ingen anden mulighed. Statslivet må enten opløse sig i en evig strid mellem småpartier der bare slås om magten, eller et enkelt parti må blive det stærkeste og slå de andre ned. Og dermed er diktaturet nået. Den eneste udvej fra dette alternativ er en fundamental revision af selve statsbegrebet.
Vil man finde den virkelige grund til vor tids politiske anarki og sociale misére, skal man ikke søge den i ydre forhold men i den måde hvorpå menneskene tænker. Den åndsretning som fik sit tankmæssige udtryk i det 19. århundrede, og som blev formuleret af Marx og Darwin og mange andre, har i vor tid gennemtrængt hele den civiliserede verden. Det er den der ligger til grund både for den russiske bolschevisme og for den tyske nazisme med deres dyrkelse af henholdsvis maskinen og af racen. Begge fornægter ånden og mødes i bestræbelsen for at sætte mennesket ud af spillet og gøre det umuligt for den enkelte at virke ud fra sin personlighed. Denne opfattelse er ikke bare proletariatets men deles af alle samfundsklasser, efter at den modstand som beroede på et vist fond af nedarvede traditioner hos den såkaldte borgerklasse, er blevet brudt ved at denne arv simpelthen er opspist. Men det er en livsbetingelse for den europæiske menneskeheds fremtidige udvikling at erkendelsen af åndens skabende evne vågner påny. Derfor er den formelle frigørelse af åndslivet, der kan foretages ved politiske foranstaltninger, kun den ene side af sagen og værdiløs, hvis den ikke er båret af en indre frigørelse. Den kan kun skabe betingelserne, ligesom åndslivets knægtelse under politiske og økonomiske tvangsorganisationer kan tilintetgøre dem. Men den kan ikke komme i stand, hvis den indre impuls mangler …
Det føles med stadig større tydelighed af alle, at vi ikke som i det 19. århundrede blot har at gøre med en fornægtelse af ånd men med en positiv magt, hvis væsen også er af ånd. Det er den samme kamp man i gamle dage betegnede som kampen mellem Gud og Satan. Det drejer sig om selve menneskeidéen, på samme tid om menneskeheden og om hver enkelt menneskesjæl.
Derfor er det af vigtighed at gøre opmerksom på, at det er muligt at komme til en ordning af de sociale og politiske forhold, der tillader ånden at leve og virke. Den store rådvildhed i vor tid beror nemlig for en væsentlig del på uvidenhed og på at ingen er i stand til at forestille sig muligheden af en sådan ordning … (Om tregreningsidéen fremsatt av Steiner i 1917:) Man så vel det store og rigtige i tanken, men de øjeblikkelige vanskeligheder som dens realisation vilde medføre forekom altfor store. Den fik ingen virkning i det øjeblik da den kunde have medført en afgørende vending i begivenhedernes gang. I dens sted accepterede Mellem-Europa betingelsesløst de wilsonske utopier om folkeforbund og nationernes selvbestemmelse … Da ingen af Europas ansvarlige ledere havde mod til at gøre noget virkeligt forsøg, måtte arbejdet efter-hånden opgives som håbløst, og alt blev ved det gamle. Udviklingen gikk sin fatale gang og førte os til det punkt hvor vi nu befinder os …" (JANUS nr. 8, 1938).
Videre om tregreningen: "… Når vi her i Vidar aldrig har sluppet tanken og nu atter bringer den frem i første linie, er det derfor ikke fordi vi nærer nogen illusion om at faa nogen indflydelse på begivenhederne i øjeblikket. Det er alene ud fra den overbevisning at det dog må have en vis betydning at en tanke udtales, og at blot det at den holdes levende - selv om det kun er i nogle få sjæle - måske kan bidrage til at den, når de ydre forhold ændres, kan finde en mulighed for at virke, som den ellers ikke vilde finde.
Det hævdes ofte af dem som ikke ønsker at man, udfra de synspunkter som repræsenteres indenfor den antroposofiske bevægelse, skal beskæftige sig med problemer der angår det offentlige liv, at det i selskabets statutter er udtalt, at det ikke betragter politik som liggende indenfor sit virksomhedsområde. Men et sådant standpunkt lader sig i vor tid ikke opretholde. Dengang disse statutter blev udformet af Rudolf Steiner, var det endnu muligt at gøre en klar distinktion mellem politisk arbejde på den ene side og videnskapeligt og kunstnerisk på den anden. Men dette er ikke længere muligt. Den udvikling som statsbegrebet har gennemløbet - helt tilbunds i de diktatorisk styrede lande, Rusland, Tyskland og Italien, og allerede i meget stor udstrækning i
lande som endnu tror sig "folkestyrede", for exempel de nordiske, har medført, at selv videnskab og kunst er draget med ind og benyttes som våben i den politiske kamp. Der findes i disse lande ikke mere nogen fri videnskab og nogen fri kunst, det vil sige at deres værdi - og selve det om deres udøvelse overhovedet tillades af statsmagten - gøres afhængig af om de befordrer de tendenser og interesser som staten ønsker fremmet eller ikke…
Det antroposofiske selskab i Tyskland har nylig fået dette at føle på den mest eftertrykkelige måde, idet dets virksomhed er blevet forbudt og dets publikationer beslaglagt, skønt selskabet, som det selv fuldkommen rigtig hævder, udelukkende har beskæftiget sig med videnskab og kunst og aldrig med et ord har nævnet den tyske regering, langt mindre angrebet den. Men at beskæftige sig med videnskab og kunst - og endnu langt mere med pædagogik - når man betragter disse ting som selvstændige udtryk for ånd, er at beskæftige sig med politik, fordi det betyder at man sætter en anden instans, nemlig sandheden, op imod de øjeblikkelige magthaveres villie. Der findes i vore dage intet, selv om det tilhører det personligste og intimeste privatliv, som den moderne stat ikke har gjort til politik ved at drage det ind under sit område og tiltvinge sig magten derover.
Det er derfor intet overraskende i at den tyske regering udfra sit syns-punkt ikke mener at kunne tolerere et selskab som det antroposofiske. Selv om motiveringen på flere punkter var misvisende er det dog en konsekvens af hele dens tankegang, at en åndsretning som i den menneskelige individualitet ser et evigt væsen der er kommet til jorden for sin kosmiske udviklings skyld, og som i friheden ser det højeste gode og hele verdensutviklingens grundlag og mål, ikke kan forenes med en lære der betragter individet som et jeg-løst produkt af blod og afstamning og som et villieløst redskab i statens hånd, alene bestemt til at tjene dens formål, uden selvstændighed og uden ret …" (VIDAR, januar 1936).
I et hefte av VIDAR som var ferdigredigert og trykket da det tyske angrepet på Norge satte inn 9. april 1940, men som ble sterkt forsinket p.g.a. krigen og først kunne sendes ut til abonnentene utpå sommeren, sto bl.a. en artikkel av Hohlenberg om Hermann Rauschnings bok Hitler speaks. At dette nummer av VIDAR ikke ble beslaglagt og redaktøren arrestert, er nærmest et under, det skulle mindre til enn det som sies bare i følgende sitat:

"… Han (Rauschning) er opmærksom på den besynderlige modsigelse der består mellem Hitlers temmelig tarvelige personlighed og de glimt av nesten genial synskhed der pludselig kan bryde frem og ofte helt tager magten fra ham. Hitler har i stadig højere grad udviklet sig til ikke at opfatte sig selv som politiker men som profet. Han drømmer om pludselig at forsvinde fra verden for nogen tid efter at dukke op som en slags halv- eller helgud, der fra sit skyslot i Berchtesgaden skal give jorden en ny lovbog, som Jahve gav budene fra Sinai. Rauschning forklarer det rent ud som mediumisme. Hitler er besat af en magt, der i enkelte øjeblikke behersker ham og skubber hans egen personlig tilside, og som indgiver ham disse fantastiske, verdensomspændende planer. Hvad det er for en magt behøver vi ikke her at sige. Det fremgår klart af arten af disse fantasier. Det fremgår også af de frygtelige anfald af angst og hallucinationer der afløser de extatiske øjeblikke, og som Rauschning giver os et så uhyggeligt billede af…" (VIDAR, mars 1940).

Som en avskjed til leserne fra redaktøren efter 14 års arbeide og kamp for å holde tidsskriftet gående, og samtidig som en bekjennelse av det grunnlag han hele tiden har stått på, kan vi oppfatte slutten av Hohlenbergs artikkel om Bhagavad Gita i det siste nummer av VIDAR:
"… Den fordring der stilles til Ardjuna går ud på at han skal være parat til hvilken som helst handling, der forlanges af ham, fordi ansvaret ikke ligger på ham men på guderne. Det er det indiske tat-tvam-asi, "du er det" det vil sige: helheden har ansvaret, den enkelte er ansvarsløs. Men dette forudsætter en bestemt regulering af et menneskes pligter. Det forudsætter den gamle indiske kasteinddeling. Ardjuna er kriger og risikerer ikke at der stilles fordringer til ham, som de der stilles til en præst eller en håndværker. Men i vor tid er det ikke mere således. Nu kan hvert eneste menneske blive stillet overfor hvilken som helst fordring, og hvilken som helst moralsk afgørelse kan blive krævet af ham. Dette svarer til vore dagers sjælelige konstitution og er en følge af at den er blevet en anden. Derfor er al kollektiv moral, al blind lydighed, alle forsøg på at tage valget fra menneskene, så dybt umoralske, fordi de er en fornægtelse af menneskeheds-udviklingen og af alle de ofre der er bragt for at mennesket kunde nå den sjælelige konstitution som han har idag, - og først og fremmest af det der blev bragt på Golgatha. Sådanne bestræbelser er ikke bare ukristelige og kristendomsfjendske men antikristelige, - ikke fordi de i det ydre fornægter Kristi navn og lære, - det vilde ikke betyde så meget, - men fordi de modarbejder den evigt skabende livsimpuls og søger at drage menneskene ud af dens strøm og tvinge dem ind i en tilstand som om denne impuls aldrig var kommet ind i verden.
Det kan ikke længere hedde: du-er-det, men omvendt: det-er-du, det vil sige: helheden tager ikke længere ansvaret for den enkelte, men omvendt den enkelte for helheden. Dette er det egentlige moralske urfenomen i vor tid, at den enkelte i sine handlinger føler sig ansvarlig for helheden. Dermed er forholdet vendt om. Den enkelte bliver lovgiveren, og ikke helheden. Han kan derfor ikke basere sine handlinger på andres afgørelser eller på love og principer, der er udtryk for noget udenfor individet. At gøre det er at kaste ansvaret fra sig. Guderne har givet afkald på at forme verden og lagt det i hvert enkelt menneskes hænder at føre den videre. Det er hemmeligheden i vor tid.
"Læg ansvaret på mig" sier Krisna, "så er du uden synd". Tag ansvaret selv, må vi sige, - så er du ikke uden synd, men så har du ved at tage den på dig og bære dens følger sonet den og forvandlet den til fremtid." (VIDAR, sept./des. 1940).

Vi konstaterer både hos Johannes Hohlenberg og Alf Larsen et klart blikk for fenomener og tendenser i tiden, og en ikke mindre klar tale. Men dette siste, å ta bladet fra munnen og synge ut om en truende utvikling, kan vel ikke ha kostet stort i det demokratiske Norden, hvor en fri, offentlig samfunnsdebatt var en selvfølge? En slik tanke er nærliggende. Her gjorde det seg imidlertid spesielle forhold gjeldende, og frisproget kom til å bli dyrt nok. Ifølge Antroposofisk Selskaps statutter ligger politikk utenfor selskapets oppgaver, og mange av medlemmene var derfor kritiske til de to redaktørenes politiske betraktninger. JANUS var ikke noe erklært organ for antroposofi, men med en redaktør som Alf Larsen måtte de fleste oppfatte det som et talerør for bevegelsen. Mange så det derfor som uheldig at det tok slik til orde i politiske spørsmål. Men verst var det med VIDAR, som helt fra starten hadde vært et antroposofisk tidskrift og hadde ordet antroposofi i sin undertitel. Det ble hevdet at Hohlenberg ikke bare satte seg ut over selskapets statutter, men at han med sin skribentvirksomhet også kunne skade antroposofene i Hitler-Tyskland, hvor selskapet ble forbudt i 1935. Denne kritikken vokste til storm da Hohlenberg dessuten efter forbudet skrev et stykke i VIDAR om at bladet dermed fikk nye oppgaver, bl.a. ville det såvidt mulig betrakte seg som organ for bevegelsen i Tyskland, "så længe dets egen stemme er kvalt af voldsmagten." Han påpekte også at VIDAR nå var et av de få, om ikke det eneste tidsskriftet som fortsatt gikk inn for Rudolf Steiners idéer "uafkortet" - han tenkte her særlig på tregreningstanken. (VIDAR, desember 1935). Dette ble snarest mulig innberettet til selskapets sentrale styre i Dornach, hvor man ble opprørt og reagerte med harmdirrende skrivelser, mens ledelsen av de nordiske landsselskapene på det skarpeste tok avstand fra Hohlenberg og hans redaksjonelle linje. Da VIDAR attpåtil bragte en artikkel av en antroposof som var kommet på kant med styret i Dornach under den strid og splittelse som dengang hersket i selskapet - en konflikt som da hadde pågått i lengre tid og ikke hadde noe å gjøre med de politiske spørsmål i Europa - var begeret blitt fullt. Retten til å offentliggjøre foredragsserier i VIDAR ble foreløpig trukket tilbake av rettighetshaveren, Marie Steiner, som ble løpende informert om saken og energisk støttet i sin reaksjon fra Hohlenbergs motstandere. Disse forsøkte også på andre måter å motarbeide og om mulig stoppe bladet, bl.a. ved boikott. Det viste seg imidlertid ikke mulig, hverken å bringe VIDAR til taushet eller oppnå noen ordning med redaktøren som man anså seg tjent med. Det utrolige skjedde at tidsskriftet fortsatte å utkomme, og Hohlenbergs stemme lød som før. Når dette var mulig, lå det i flere forhold: Hohlenbergs utholdenhet og ubøyelighet, en riktignok liten men trofast krets av abonnenter som satte pris på VIDAR, og ikke minst, at utgiveren, Vidarforlaget, var en fri institusjon og helt uavhengig av Antroposofisk Selskap. Forlagsstyret besto nok av medlemmer, men de stilte seg like fullt bak sitt tidsskrift og dets redaktør, selv om de ved denne holdningen utsatte seg for kritikk og angrep.
VIDAR holdt samme kurs de årene det ennå hadde igjen å leve. Likevel var det skjedd en betydningsfull forandring. I hele sin redaktørtid hadde Hohlenberg ikke bare skrevet de fleste artiklene, men også i nesten hvert eneste nummer hatt foredrag av Steiner som han i stor utstrekning selv hadde oversatt. Ennå i 1936 finner vi slike oversettelser i syv av de ti numrene, i et par av dem endog fra to forskjellige foredragsrekker. Også i to av de øvrige nummer har Steiner fått plass, men i disse to siste heftene er det ikke direkte oversettelser, derimot Hohlenbergs gjengivelser "efter et foredrag av Rudolf Steiner", som det het. Denne måten å presentere Steiner på, som redaktøren mente seg berettiget til tross nektelsen av å bringe oversettelser, fortsatte det neste år - årgang 1937 har åtte nummer med slik gjengivelse. Men da det kom protest også mot denne fremgangsmåten, som ble betraktet som en forkastelig omgåelse av forbudet, falt også de frie gjengivelser bort. Dette var naturligvis et følelig tap for bladet. I de tre følgende og siste årganger, tilsammen 25 hefter, finnes bare to referater av Steiner, det ene bare en mindre del av et foredrag, det andre tidligere publisert i et annet tidsskrift.
Når det reiste seg slik motstand særlig mot Hohlenberg, har det neppe hatt noe særlig med hans samfunnskritiske synspunkter å gjøre. Selv om han til tider kunne sette tingene sterkt på spissen, er det ingen grunn til å tro at ikke de fleste medlemmene av selskapet i hovedsak var enige med ham, i den utstrekning de i det hele tatt fulgte med og tok stilling til problemene. Striden som blusset opp på den hjemlige arena var like lite som den tidligere nevnte konflikt innenfor selskapet forårsaket av forskjellig syn på europeisk politikk. Men at Hohlenberg så å si i antroposofiens navn gav utrykk for oppfatninger i aktuelle politiske spørsmål, og ikke var villig til å legge om kursen, hverken efter henstilling eller efter sterke reaksjoner, ble tatt meget ille opp av mange. De mente at han ikke viste den fornødne lojalitet overfor ledelsen og at han overhodet ikke tilla selskapet den rette betydning. Striden omkring Hohlenberg pågikk i mange år og ble, om ikke årsaken til, så i alle fall en utløsende faktor i den dyptgående konflikt innenfor Antroposofisk Selskap i Norge som efter hvert utviklet seg, og som førte til en langvarig splittelse. Men dette er en historie for seg som krever sin egen behandling.
Til avslutning gir vi enda en gang ordet til Johannes Hohlenberg. Det er en artikkel i VIDAR nr. 1 1940, hvor han bl.a. oppsummerer sitt syn på hva som bør være holdningen til politikk. Efter å ha påpekt hvordan staten har tiltvunget seg makt på alle menneskelivets områder, hevder han at staten med dette har gjort seg til "organ for magter som vil udslette individet og forvandle menneskene til masse, berøve dem friheden til at tænke og handle og tilintetgøre gudsbilledet i mennesket, som alene kan blive til virkelighed i den enkelte personlighed. Derved bliver politik noget helt andet end det hidtil har været. Fra at være en bestemt, begrænset aktivitet indenfor samfundslivet, som man kunde beskæftige sig med eller holde sig borte fra og overlade til andre, er den blevet en virksomhed der griber afgørende ind i alt, og hvoraf den enkeltes liv og død, og mere end det, afhænger. At holde sig udenfor politik vil derfor sige at lægge sin hals i strikken og modstands-løst overgive sig til fjenden. At ville holde sig fjernt fra politik og trække sig tilbage til det man tror er rent åndelige spørsmål, er det samme som kun at ville søge sandheden i et verdensfjernt nirvana og glemme hvad der foregår på jorden, og at glemme at menneskets bestemmelse er at virke til at det som sker i himmelen også kommer til at ske på jorden. Og for øjeblikket er det på jorden, nærmere bestemt i det vi kalder "politik" at de magter lever som det kommer an på, og at afgørelserne træffes. Derfor søger de magter som vil hindre at det sker, som burde og skulde ske, at holde menneskene udenfor, ikke bare at umyndiggøre dem politisk men at forvandle dem til en ensartet, lettroende, amorf masse, uden initiativ og uden tanker, som en regering kan gøre med hvad den vil og bilde ind hvad det skal være, og som ikke engang mærker hvad der gøres med den. De som tror at de tjener åndens sag ved at holde sig borte fra politik og overlade slagmarken til modstanderne, går uden at vide det disse magters ærinde.
Men heraf følger også, at alt det vi hidtil har forstået ved politik, alle disse professionelle manøvrer, hele dette lille lurvede maskineri af parti-egoisme og personligt magtstræb, alle disse små snedigheder og uredeligheder og løgne, som hidtil har udgjort det politiske livs indhold, nu er håbløst ude af takt. At være politiker i den forstand som her menes kræver mere end at kunne luske sig frem til magten i en fagforening eller købe sig et flertal på et vælgermøde. Det kræver et overblik over hvad der foregår i verden, som man roligt kan sige ikke en af de politikere der for øjeblikket styrer verden er i besiddeise af. Derfor er det heller ikke muligt for den der har en forestilling om hvad politik burde og skulde være, at blande sig ind i den politik der fremdeles drives. Der er ganske simpelt ikke plads for en sådan politiker, og han vil ikke have nogen chance for at blive hørt. Han må nøjes med at beskæftige sig med idéen og sørge for at det våben som idéen kan være, også når den misbruges, ikke modstandsløst overlades til fjendens hænder. Han gør det bedst ved at opsøge og afsløre løgnen hvor som helst den findes. Og han må ikke glemme, at det område hvor forfalskningen drives frækkest og med størst held er det politiske."








TIL TOPPEN AV SIDEN